DEBAT:

Liberal Alliance vil begejstre børnefamilierne

Af Anders Vestergaard (LA), medlem af kommunalbestyrelsen:
I Liberal Alliance støtter vi som udgangspunkt op om ”Velfærd frem for mursten” strategien, der har til formål at reducere antallet af offentlige bygninger.

Vi mener, at borgernes penge skal anvendes med omtanke og her er eksempelvis den dårlige udnyttelse af Hørsholm Rådhus et godt eksempel på en kommunal bygning med overflødige og dyre kvadratmetre.

Vi politikere bør dog være pragmatiske i vores tilgang til ”Velfærd frem for mursten” strategien når vi oplever modstand fra borgerne.
Denne modstand oplever vi aktuelt i forbindelse med planerne om at fusionere Ulvemosehuset med Rungsted Skoles. Begge bestyrelser er imod en fusion, der ifølge en business case vil koste i størrelsesordenen kr. 50 – 60 mio.
Derfor foreslår Liberal Alliance, at der udarbejdes en business case hvor Hørsholm kommune køber to nye villaer, der i størrelse og grundareal minder om Ulvemosehuset.
Med to villaer vil vi kunne reducere den meget lange venteliste til Ulvemosehuset og give forældre og børn i Rungsted ikke en, men to Villa Villekulla, som en forældre ved dialogmødet kaldte Ulvemosehuset.

Mennesker – og det gælder også børn – er forskellige og det er derfor vigtigt, at Hørsholm kommune har daginstitutioner af forskellig størrelse. Det sikrer det frie valg.


Hvad synes du? Deltag i debatten på Ugebladets Facebook-side. Klik på nedenstående Facebook-link...

Publiceret 25 September 2017 10:00