DEBAT:

Kampen om Ulvemosehuset er først lige begyndt

Af Ib Lunde Rasmussen, kandidat for NyeVeje.com, Lange-Müllers Allé 2, Rungsted Kyst:

Udvalgsformand for Børne- og Skoleudvalget, Otto B. Christiansen, har udtalt at grunden med Ulvemosehuset bliver solgt. Kampen er slut nu. En enig kommunalbestyrelse bakker op om salget, selv om det slet ikke er afklaret, hvad der skal sættes i stedet. Det er selve salget af Ulvemosehuset der er den afgørende faktor. De mange millioner som et salg kan indbringe skal ned i kommunekassen.
Men udvalgsformanden forregner sig. Man kan ikke sælge en børneinstitution, førend der er et alternativ. Og det kræver lokalplaner som skal i høring. Og så kan der jo ske mange ting.
Det er eksempelvis slet ikke sikkert, at Otto B. Christiansen overhovedet bliver indvalgt i kommunalbestyrelsen ved det kommende kommunevalg. Man stiller op sideordnet, så hvis der er en enkelt kandidat, som siger, at vedkommende ikke støtter salget af Ulvemosehuset, så er det måske denne person, som bliver valgt ind. Opstillingslisterne er på nuværende tidspunkt afleveret. Det samme gælder hos Venstre.
NyeVeje.com siger klart fra over for indgrebet. Ulvemosehuset er en bygning i særklasse, nærmest i Tutor stil, som giver associationer til et Harry Potter univers, som er meget foreneligt med en børneinstitution. Den har den rigtige størrelse med plads til ca. 40 børn og er meget efterspurgt.
Hvis der skulle være mangel på børnepladser i Rungsted området, kunne man finde en villa mere og enten bruge denne med en mindre ombygning eller evt. bygge yderligere 40 pladser efter en nedrivning. Men en sammenblanding med børneinstitutioner og skolemiljøet på Rungsted Skole er en dødssynd, som der er dårlige erfaringer med. Det går både ud over skolemiljøet og institutionsmiljøet. Det er forældrebestyrelser begge steder enige i.
Jeg ved ikke, om man ønsker Barcelona tilstande i Hørsholm. Man kunne jo også blot stoppe op og trække vejret og tænke sig om én gang til. Udskyde en beslutning til efter valget og så finde en løsning som både børn, forældre og kommune kunne leve med.

Publiceret 06 October 2017 06:00