DFs Glen Madsen mener, at Socialdemokratiet ikke har holdt det, de lovede. Og nu vil de så tørre deres manglende politiske vilje af på borgerne i Hørsholm med en skattestigning på 1 procentpoint.

DFs Glen Madsen mener, at Socialdemokratiet ikke har holdt det, de lovede. Og nu vil de så tørre deres manglende politiske vilje af på borgerne i Hørsholm med en skattestigning på 1 procentpoint. Pressefoto

DEBAT:

Sig mig, har I socialdemokrater ingen skam i livet

Under tre måneder efter S indtog de bonede gulve, skal de borgerlige partier i Hørsholm lægge ører til, at VI er årsagen til, at der skal omprioriteres indenfor kommunens drifts- og anlægsbudget, skriver DFs byrådsmedlem Glen Madsen

Af Glen Madsen (DF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse:

I sidste års budgetaftale ignorerede Socialdemokratiet velkendte udgifter i 2020-2022 på cirka 30 millioner kroner årligt. De budgetposter er selvsagt en væsentlig del af de 66 millioner kroner, der er nødvendige at omprioritere i 2020-2023.

Oven i det er det ikke mere end et par måneder siden, vi var igennem en lang folketingsvalgkamp, hvor der ikke var grænser for al det guld, grønne skove og velfærd danskerne kunne få, hvis de endnu en gang hoppede på limpinden og stemte Socialdemokratiet ind i Statsministeriet.

Og nu her – under 3 måneder efter Socialdemokratiet indtog de bonede gulve, så skal de borgerlige partier i Hørsholm lægge ører til, at VI er årsagen til, at der skal omprioriteres indenfor kommunens drifts- og anlægsbudget, fordi vi ikke vupti er med på at fratage en gennemsnitsfamilie i Hørsholm yderligere 8500 kroner om året i skat. I min familie ville det betyde, at vores børn ikke kunne gå i SFO og til sport.

Sig mig har I socialdemokrater ingen skam i livet?

Kommunernes Landsforening havde inden kommuneaftalen udpeget et behov på 3 milliarder kroner i 2020 for at kunne holde velfærden på samme niveau som i 2019. Socialdemokratiet leverede KUN 1,7 milliarder kroner.

Socialdemokratiet har ikke holdt det de lovede. Og nu vil de så tørre deres manglende politiske vilje af på borgerne i Hørsholm med en skattestigning på 1 procentpoint. Og hvad så når der mangler penge i budgettet næste gang? Skal skatten så bare hæves igen - igen?

Nej vel...?

Lad os nu for én gangs skyld holde fuld fokus på kommunens kerneopgaver; børn, udsatte og ældre. Nedprioritere de ting, der primært er flødeskum på kagen og skære de ting fra, der reelt er penge ud af vinduet.

Der er muligt at få et bedre Hørsholm for de samme penge, hvis den politiske vilje altså er til stede.

Publiceret 18 September 2019 14:30