Preben Carøe, Hørsholm, mener, at sygehusgrunden angiveligt er solgt for 42 millioner, men med udgifter for ca. 70 over årene 2019 til 2021 bliver det en underskudsforretning.

Preben Carøe, Hørsholm, mener, at sygehusgrunden angiveligt er solgt for 42 millioner, men med udgifter for ca. 70 over årene 2019 til 2021 bliver det en underskudsforretning. Pressefoto

DEBAT:

Giver sygehusgrund og PH Park underskud på 28 millioner?

Preben Carøe ser frem til resultatet af 2. behandling af budget og skriver: Lad fornuften råde!

Af Preben Carøe, Ringvej 24, Hørsholm:

Nu kan det jo være, at jeg læser den 'Anlægsoversigt', der er vedlagt Budgetforslag 2020-2023, som en vis herre læser en vis bog.

Det håber jeg faktisk, at jeg gør, for hvis de tal, der står i forslaget - og som skal 1. behandles på kommunalbestyrelsesmødet mandag (7.10) - er korrekte, skulle hele projektet omkring PH-parken over en treårig periode give et underskud på ca. 28 millioner.

Grunden skulle angiveligt være solgt for 42 millioner, men med udgifter for ca. 70 over årene 2019 til 2021. Årsagen skal måske findes i at Kommunen jo skal stå for byggemodning og anlæg af selve parken, men forhåbentlig er der noget jeg har overset på indtægtssiden?

Af andre 'interessante' forslag i en tid hvor riget fattes penge er 5 millioner til anlæggelse af en kun ca. 400 meter lang cykelsti fra Stumpedyssevej til Sjælsølund Efterskole, 34 mio. kr. til udvikling af Idrætsparken og 2,5 mio. kr. til rådhusanalyse.

Med tanke på de fremkommelighedsproblemer vi har i byen står det i skærende kontrast til, at der over de tre år kun er foreslået afsat omkring 3 mio. kr. til forbedring af trafikafvikling.

Apropos analyser indeholder forslaget adskillige analyser herunder en foranalyse vedrørende Trommen på 400.000 og 100.000 kr. til en foranalyse vedrørende stole i Trommen.

Der findes et godt engelsk ordsprog for dette: "Paralysis by analysis". Ser frem til resultatet af 2. behandling. Lad fornuften råde..!

Publiceret 05 October 2019 07:00