Der bliver sparet på de ældre i Hørsholm, og de får pålagt ekstra udgifter, skriver Tabita Wulff.

Der bliver sparet på de ældre i Hørsholm, og de får pålagt ekstra udgifter, skriver Tabita Wulff. Foto: AdobeStock

DEBAT:

Sidste station - en plejehjemsplads kun få kan betale

Borgmesteren og forligspartnerne, herunder Socialdemokratiet, vil hive 655.000 kroner op af plejehjemsbeboernes lommer, skriver Tabita Wulff i dette indlæg

Af Tabita Wulff, Mikkelborg Park 5, Hørsholm:

Jeg nænner næsten ikke at kritiserer borgmesteren, der ifølge Ugebladet vil begejstre. Han har lige fejret 50 års fødselsdag! Dagene inden må ikke have været særlig sjove, fyring af direktører og endeløse kedsommelige budgetforhandlinger.

Det er ganske vidst, borgmesteren har talentet til at begejstre, bare lyt til et foredrag om Hørsholm.

Budgetaftalen med blandt andet Socialdemokratiet begejstre bare ikke, når det angår de ældre på plejehjem. Nu har borgmesteren og hans venner i byrådet opfundet en ny skat til plejehjemsbeboerne, der i forvejen betaler en bondegård for en plads.

Borgmesteren og forligspartnerne, herunder Socialdemokratiet, vil hive 655.000 kroner op af plejehjemsbeboernes lommer. Hver beboer skal nu betale 260 kroner om måneden bl.a. for vask af sengelinned, håndklæder og dyner.

Hvad bliver det næste? Betaling for fast plads i den fælles spisesal? Betaling for hjælp til at få maden fra tallerkenen til munden? Betaling for brug af toilet?

Børnefamilierne skal ikke føle sig sikre, sparekniven kan ramme, men det segment har kræfter til at skrige op.

Borgmesteren vil også spare en halv million på vaskeservietter på plejehjemmene. Skal de svageste ikke vaskes? Håber man bakterierne tager livet af dem?

Borgmesteren er absolut ikke ond, men jeg tror, han har dårlige rådgivere og samarbejdspartnere som Socialdemokratiet, der ikke længere interesserer sig for de ældste, kun børnene, fremtidens små rødgardister.

Tænk, hvis et hotel kom med en ekstra regning på sengelinned, håndklæder og dyner? Det hotel ville ikke overleve.

Figurerer den million årligt til børnene på Sjælsmark stadig på budgettet? Så stop den hjælp og flyt pengene til plejehjemmene i en fart.

Og hjertelig til lykke, borgmester. Jeg er ellers godt tilfreds med din indsats.

Publiceret 18 November 2019 06:00