Foråret spirer hos AOF

AOF udsender i disse dage deres katalog med oplevelses- og undervisningsgodter fra foredrag om ecstasy til operapakker og gratis ordblindeundervisning

Engang var aftenskoleprogrammer præget af sprog, gymnastik- og edb-undervisning. AOF Nordsjælland og AOF Gentofte, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk vil gerne vise, at vinter- og forårsaftenerne ud over de mange undervisningsklassikere kan tilbringes med eksotiske aktiviteter.
"Vi oplever en stor interesse for nye tilbud, og derfor holder vi altid øje med nye tendenser. I foråret har vi mange japanskinspirerede tilbud, men der er også fokus på det nordiske, hvor vi tilbyder at komme i form med ABBA og danse sig i godt humør til gruppens mange 80'er-hits eller besøge vidt forskellige steder som Christiania og Christiansborg," siger skoleleder Hanne Blom fra AOF Nordsjælland.
Foråret er også præget af mange kulturoplevelser. Der er mulighed for at opleve My Fair Lady på Det Kongelige Teater eller hoppe på Forårs-operapakken og se Operaen i København indefra og få en bedre forståelsen for operagenren. I foråret er Mozarts Tryllefløjten bl.a. på programmet.
"Operapakken er et godt eksempel på, at undervisning kan kombineres med store oplevelser. Først gennemgår vi handlingen og hører om forestillingen, dernæst indtager vi de store kulturhuse og oplever det hele live," fortæller Helena Vangdrup fra AOF Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk.
I en helt anden boldgade er ordblindeundervisning. Hvis det kniber med at læse, skrive eller læse teksterne på tv, har AOF også råd for det. Læs mere om program på  eller http://nordsjaelland.aof.dk/ http://gladsaxe.aof.dk/ .

Publiceret 09 January 2010 06:30