John Stæhr vandt danmarksmesterskab i både rally og på bane i sin Lancia Abarth 1000 kubik i 1980.

John Stæhr vandt danmarksmesterskab i både rally og på bane i sin Lancia Abarth 1000 kubik i 1980.

Motorfotografen John Stæhr fylder 70 år

Pressefotografen og bilsportsmanden John Stæhr, Nivå, fylder tirsdag den 6. juli 70 år.

John Stæhr er uddannet fotograf i Helsingør og kom i tresserne til Pressehuset i København, hvor han dækkede alle mulige dagsaktuelle opgaver.
Han fattede interesse for jazzmusikken før nogen anden dansk fotograf og har netop leveret en serie fascinerende sort-hvide billeder til magasinet "Jazz Special" fra jazzens storhedstid i København. Men det var bilerne, der trak.
John Stæhr flyttede til Nordisk Pressefoto og var medlem af den blomstrende Helsingør Motorklub og benyttede naturligvis enhver lejlighed til at få opgaver på Roskilde Ring.
Han begyndte at fotografere til bilbladet "Bilen og Båden" og valgte snart tilværelsen som freelance. Her leverede han gennem en lang årrække fremragende farvefotos til bladets reportager. Selv biler der stod stille, kunne han få fart på. Og når fartglæden skulle illustreres, var der ingen grænser for opfindsomheden.
En mangeårige samarbejdspartner ved bladet taler stadig om engang i halvfjerdserne, hvor de havde lånt to forskellige sportsvogne den samme dag under en reportagetur i England.
"Da vi kom til Triumph TR 6, var ideerne egentlig udtømt, men Stæhr'en viklede en sikkerhedssele omkring benene og hængte udover siden som en jollesejler og gav mig besked på at bare give den gas. Dér sad han roligt og fotograferede, mens buksbomhække og skilte med "Trespassers will be prosecuted" susede om nakken på ham. Billedserien blev fantastisk."
Motorsporten har altid været John Stæhrs sande kærlighed, men på et tidspunkt blev billederne fra Jyllands Ringen efter hans smag for ensartede. Så mødte han op med "eksploderede" billeder, som man i nogen tid havde beundret i nogle få af de allerbedste udenlandske bilmagasiner.
Han havde selv regnet teknikken ud, men afslørede den først for nylig: Man tager en kraftig zoomlinse, stiller lukkertiden på 1/50, og når bilerne kommer farende imod med 120 km/t, zoomer man hurtigt ind og trykker roligt af. Ingen dansk fotograf kunne gøre ham kunsten efter.
John Stæhr har selv kørt motorløb på alle niveauer. Lige fra de beskedne manøvreprøver, der var meget populære i tresserne, til rally og baneløb. Han har kørt Austin Cooper S, Honda 600 og "Danmnarks hurtigste Lada".
Men da han slog sig på en lille Lancia 1000 kubikker i 1980, gav det bonus, og han vandt danmarksmesterskab i både rally og på bane samme år - det er der vist ingen anden motorsportsmand, der har præsteret.
Dobbelt-mesterskabet medførte, at Ugebladet påpegede det urimelige i, at Hørsholm havde en årlig reception for sine bedste sportsfolk, mens Karlebo ingen havde. Det blev der rettet op på, og receptionen eksisterer endnu.
Siden har John Stæhr haft video-firma og arbejder stadig med elektronisk billedbehandling. Han har udviklet den velfungerende touch screen informationsstand, man kan nyde på Hørsholm Egns Museum.
Og han bakser for tiden med konstruktionen af sin egen "giraf", et fjernbetjent bevægeligt stativ til et videokamera, som muligvis er funktionsdueligt til fødselsdagen.
Der er reception i hjemmet fra klokken 14.

Publiceret 05 July 2010 16:00