Historien om billedhugger Viggo Jarl og hans skibe

Interview Efter at have udgivet et halvt hundrede bøger, er der ikke meget, der kommer bag på forfatteren Maria Helleberg. Heller ikke, at hun den 22. november skal møde sine læsere i Det Kongelige Teater for at tale om den seneste udgivelse, romanen om Johanne Louise Heiberg. Forfatteren er booket til læserarrangementer til ind i juni måned næste år og tager virakken med ophøjet ro. Dog gjorde det et vist indtryk på veteranen, da hun blev inviteret til at holde foredrag om sin bog på Salon La Clace. “Dét har jeg godt nok ikke prøvet før,” smiler Maria Helleberg. Vi skal ikke bilde os ind, at det bliver spor nemmere at skrive en roman, bare fordi man som Helleberg har gjort det mange gange før.

Ikke nem at komme ind på

“Johanne Louise Heiberg har ikke været nem at komme rigtig ind på livet af, og jeg har taget tilløb til denne bog i ti år,” fortæller Maria Helleberg. En del af tilløbet var romanen om Kamma Rahbek, hvor Johanne Louise Heiberg var en bifigur. “Jeg har kunnet støtte mig til hendes erindringer, der er usædvanligt åbenhjertige, selv efter nutidens skala,” siger Maria Helleberg: Hun ser i Johanne Louise Heiberg en pendant til den samtidige H. C. Andersen. Begge kom fra fattige familier, begge insisterede på at leve af deres kunst, og begge vandt - uden at gå på kompromis, men i kraft af talent og autoritet - indpas i de højere klasser. “Hvor får de denne urkraft fra? Hvad er det der gør, at de ikke går til grunde, men vokser og styrkes af modgang. Det synes er jeg voldsomt spændende,” siger Maria Helleberg. Hvornår vidste du, at du skulle være forfatter?

Skriftens åbenbaring

“I skolen var jeg håbløs til dansk. Skriften var hieroglyfisk for mig. Jeg opfattede ord som visuelle helheder og var noget besværet af, at der kunne gå lang tid imellem at der dukkede ord op, som jeg havde set før og derfor kunne genkende. Det var en åbenbaring, da jeg opdagede, at sproget er et system, hvor man kan bygge ord af bogstaver og stavelser. Derfra blev det en leg og en glæde for mig at skrive.” “Når jeg kedede mig i gymnasiet, skrev jeg for morskabs skyld. Ikke for at få det udgivet, men simpelt hen fordi det morede mig. Det var slet ikke almindeligt dengang, at teenagere udgav bøger. Vi var mange, der skrev, men uden at få det udgivet. Jeg vil tro, at mange har droppet skriveriet efterhånden som de fik karriere, familie og børn.” Hvad er meningen med at gøre de historiske personer så livagtige?

Kigger ind bag facaden

“Det der fascinerer mig mest er, at de er så forskellige fra nutidens personer. Hanne (Johanne Louise Heiberg, red.) er nok en kvinde, der kender sin ret, men hun går ikke ind for Mathilde Fibigers tanker om kvindefrigørelse og demokrati.” Maria Helleberg har desuden haft adgang til de få fotografier, der findes af Johanne Louise Heiberg. “Dengang sad de stille foran kameraet i deres stiveste puds og med et alvorligt udtryk i ansigtet. Alligevel synes jeg, at jeg kan se ind bagved facaden, og billederne har inspireret mig lige så meget som erindringerne,” funderer Maria Helleberg. Hvordan er det at komme så tæt på sine romanpersoner?

Heibergs skyggeside

“Johanne Louise Heibergs otte bind erindringer er skrevet som hun taler. De er naturligvis hendes subjektive syn, men de er sjældent ærlige og ufiltrerede. Hun skriver barsk og råt om sin opvækst i et hjem præget af misbrug og om et udbredt pædofilt misbrug af børn på den kongelige balletskole. Et misbrug, som hun selv bemærkelsesværdigt manøvrerede udenom. Hendes uantastethed er hendes styrke, men hendes stejle natur har også store omkostninger, for eksempel i forholdet til hendes søskende.” Genkender du historiske træk i din egen tid?

Demokratisk fraværsprocent

“Ved at beskæftige sig så meget med fortiden kommer man uværgerligt til at se tingene i perspektiv. Jeg kan blandt andet se et frafald i de styrende organer i samfundet. Det meste af mellemgenerationen omkring fyrreårs alderen er fraværende både på Christiansborg, i kommunalbestyrelser og andre styrende organer. De passer karriere og børn. Tilbage i politik er de helt unge og de ældre. Jeg tror det er en medvirkende årsag til, at så mange politiske beslutninger rammer så langt ved siden af. Dem, der bruger børnehaver, skoler og hospitaler, er ikke med til at træffe beslutningerne.” Hvad førte dig til Fredensborg?

Fredensborgs tiltrækningskraft

“Jeg har boet mange steder i min barndom og ungdom, men det meste af mit voksne liv har jeg boet i Nordsjælland, blandt andet i Helsingør.” “Senest har vi boet i Hørsholm, hvor vi dog ikke rigtigt faldt til. Noget i Fredensborg trak i os. Det begyndte med, at vi handlede hos Superbrugsen i Asminderød. Dér handler jo det halve Hørsholm. Så begyndte vi at lægge vejen omkring Jernbanegade med den sjældent vel forsynede boghandel og flere andre gode butikker. Kort sagt blev vi meget glade for Fredensborg og valgte at flytte hertil i sommer. Det har vi ikke fortrudt.”

Om Maria Helleberg

Født den 2. januar 1956 på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Samfundssproglig student i 1975 på studenterkursus. Derefter dansk (bifag) og teatervidenskab (magister- konferens) på Københavns Universitet. Debuterede 1986 med ”Seersken” på Gyldendal og fik året efter legat fra Statens Kunstfond. Maria Helleberg var formand for den skønlitterære gruppe i Dansk Forfatterforening i 1992-93, medlem af repræsentantskabet for kulturtidsskriftet ”Øjeblikket” og af medieudvalget under Statsministeriet 1994-96. Har endvidere været columnist ved flere aviser og TV-anmelder ved det Fri Aktuelt. Hun var i en periode tilknyttet Svalegangen i Århus som husdramatiker.

Om Johanne Louise Heiberg

Johanne Louise Heiberg (1812-1890), født Pätges, kom fra fattige kår til Det Kongelige Teaters Balletskole. I modsætning til de fleste jævnaldrende lod hun sig ikke misbruge seksuelt. Hun kom fra balletten til teatret og åbenbarede et sjældent skuespiltalent. Fra 1826-1864 den førende skuespillerinden på Det Kgl. Hertz, Oehlenschlæger og H. C. Andersen skrev skuespil til hende ligesom husdramatikeren Johan Heiberg med hvem hun blev gift i 1831. Efter at være stoppet som skuespiller arbejdede hun en årrække som instruktør ved teatret og var med til at ændre skuespillet fra den romantiske stil, hun selv havde levendegjort, til en mere realistisk. Selvbiografien Et Liv Genoplevet I Erindringen udkom året efter hendes død og udgør et væsentligt vidnesbyrd om nogle af de bærende kræfter i dansk kulturs guldalder.