De unge talenter fra Trommens musical 'Fame' gav en smagsprøve på, hvad du kan opleve, når de går på scenen til maj. Foto: Mads Sterup Frandsen

De unge talenter fra Trommens musical 'Fame' gav en smagsprøve på, hvad du kan opleve, når de går på scenen til maj. Foto: Mads Sterup Frandsen

Se billederne:

Festligt forår i Trommen

Musik, underholdning og konkurrencer ledsagede lanceringen af Trommens nye forårskatalog, der byder på noget for enhver smag og alder

Af
Af Marie Gribel Vorum

I gågaden gik en fin udklædt herre på stylter og bød folk indenfor i Trommens foyer, hvor unge og ældre var mødt op til en festlig fredag eftermiddag i anledningen af, at Trommen præsenterede deres forårsprogram.

Det er et alsidigt program, der blandt andet byder på mange store musikalske navne. Maria Bramsen og Anne Dorte Michelsen, der vil kigge forbi Trommen den 20. marts og synge Tøsedrengenes største hits, og med Sara Grabow, vil den 15. marts synge sin far, Sebastians, elskede sange som "Vårvise" og "Når lyset bryder frem".

Hanne Boel vil også gæste Trommen og synge en kombination af egne hits og favoritsange, og så kan Trommen præsentere en allerede udsolgt koncert med det unge talent Mads Langer.

Politikere i musikdyst

Første indslag på scenen fredag eftermiddag var 17 børn og unge fra Nordisk Sceneskoles børnekor, der med store smil sang "Narrens Fest" fra deres kommende forestilling "Klokkeren fra Notre Dame".

Derefter gik Hørsholms Musikskoles kammerorkester på scenen og spillede et par numre som optakt til dagens helt store maestrokonkurrence, hvor politikerne Morten Slotved, Nadia Hageskov, Henrik Klitgaard, Birger Bøgeblad, Mette Graah og Hanne Merete Lassen dystede om, hvem der var bedst til at dirigere orkestret.

Det kom der flere underholdende musikalske seancer ud af, inden Mette Graah selvsikkert løb med den musikalske sejr og kunne modtage sin præmie: en kæmpe Trommen-kage, som hun delte med sine kolleger og publikum.

Stand-up i Trommen

Dem der nød den lidt komiske konkurrence mellem politikerne, kan også se frem til en masse underholdende stand-up i Trommens forårsprogram. Lars Hjortshøj gæster Trommen den 14. marts med sit show ?My Danish Collection,? hvor han portrætterer danskerne på godt og ondt.
For første gang kan publikum også opleve den unge stand-up komet Tobias Dybvad, der optræder med sit første one-man show. En anden af de nye, store talenter på stand-up scenen er manden med landets vildeste gummiansigt Andreas Bo. Der er kun meget få billetter tilbage til Andreas Bos show ?Plagiat? lørdag d. 16. marts, så hvis du vil sikre sig en billet, skal du være hurtig.

For de yngste

Ind i mellem fredagens optrædende kunne børnene få malet deres ansigter i flotte farver og motiver, spise gratis popcorn og dekorere deres egne cup cakes fra KageKompagniet.
Og traditionen tro, er der også noget for de yngste i Trommens forårsprogram. Fra teaterscenen bydes der på en magisk musical for hele familien med forestillingen "Valhalla".

"Hr. Skæg" giver koncert og autografer til børnene lørdag den 23. marts, og Trommens faste og populære arrangementer Trommens Dukketeater og "Mal til musik" er også en mulighed for børnefamilierne.

Forsmag på Fame

Et af de helt store højdepunkter i foråret er premieren på Trommens egenproducerede musical "Fame". De unge fremadstormende talenter gav fredag en lille forsmag på, hvad du kan opleve, når de går på scenen den 8. maj. Den berømte temasang til musicallen var selvfølgelig med i deres medley, der osede af god energi og danseglæde.

Udover "Fame" kan du glæde dig til et rigtig godt teaterprogram, der starter med den anmelderroste forestilling om livets store spørgsmål "Mens vi venter på Godot". Det er onsdag d. 20. februar at Folketeatret gæster Trommen med Becketts klassiker, og på scenen står nogle af de bedste danske skuespillere: Jesper Asholt, Jesper Lohmann, Stig Rossen og Søren Bang Jensen.

Folketeatret lægger også senere vejen forbi Trommen med forestillingerne "I vores bus er glæde" og "Javel, Hr. Minister".

Velgørenhedsaften

I år har Trommen også et helt særligt velgørenhedsarrangement med i rækken af tilbud.
"Ticket2heaven" og "Kids for Kids" Fonden præsenterer publikum for en spændende aften for børnefamilierne. Aftenen sætter fokus på udfordringerne i den moderne familie med børn og teenagere, og spændende oplægsholdere giver tips og gode råd.

Overskuddet fra aftenen, der finder sted den 8. marts, går ubeskåret til Børnehjertefondens nye projekt i Kenya, hvis mål er at behandle tusindvis af børn mod gigtfeber.

Alt det og meget mere kan du læse om i Trommens forårskatalog, ligesom der allerede nu kan købes billetter til arrangementerne.

Der er først-til-mølle-rabat på alle teaterbilletter, så der er gode penge at spare for dem, der er hurtige.

Publiceret 05 February 2013 10:00