For Anne Laxholm var det som at deltage i eventyret om Askepot, da hun og hendes mand i 1999 var til kongeligt middagsselskab på Windsor Castle. PR-foto

For Anne Laxholm var det som at deltage i eventyret om Askepot, da hun og hendes mand i 1999 var til kongeligt middagsselskab på Windsor Castle. PR-foto

Anne Laxholm:

Som Askepot til fest på slottet

Mit livs fest for Vild med Dans-dommeren Anne Laxholm, Rungsted, var et middagsselskab med de danske og engelske kongefamilier som at deltage i et eventyr

Af
Morten Timm

Morten Timm

“Mit livs fest må afgjort have været den aften, vi var til middagsselskab på Windsor Castle i England i 1999,” fortæller den tidligere danseverdensmester og Vild med Dans-dommer, Anne Laxholm, fra Rungsted.
Hun blev ringet op af en dame fra den danske ambassade i London, som fortalte, at Dronning Margrethe og Prins Henrik ville komme på besøg hos den engelske kongefamilie, og at der i den anledning ville blive arrangeret en frokost i London og et middagsselskab på Windsor Castle.
“Hun spurgte, om vi måske ville være interesserede i at komme med til en af begivenhederne? Ja, det ville vi da meget gerne,” husker Anne Laxholm, som sammen med den søde dame i røret hurtigt blev enige om, at det skulle være middagsselskabet.
“Selve aftenen blev som at deltage i eventyret om Askepot. Inden for i det fantastiske slot var der ild i pejsene, smukke blomsterdekorationer overalt og meget venlige ansatte ved hoffet, som var dygtige til at få os til at føle os godt tilpas,” siger Anna Laxholm videre.

Flora Danica og sækkepibe

Inden de gik til bords, hilste de på den engelske og den danske kongefamilie, før de gik ind i spisesalen, hvor et lille orkester spillede oppe fra en balkon i den ene ende af det smukke rum.
“Bordet var dækket op til 178 gæster med Flora Danica, der var en gave fra det danske til det engelske kongehus mange år tidligere. Jeg fik den daværende finske ambassadør til bords, mens Hans-Henrik sad ved siden af en kvindelig engelsk politidirektør. Efter vi var kommet ind i spisesalen, kom de royale gæster ind, ført an af en skotte, der spillede på sækkepibe.”
Da den velsmagende middag var overstået, gik alle ind til kaffen i henholdsvis den hvide, den gule og den blå salon, hvor de kongelige defilerede rundt og konverserede med et udvalg af gæsterne.
“Klokken 23 var aftenen forbi – taxaen ventede, og det blev slutningen på en uforglemmelig aften. Og mit livs fest, fordi det er ikke så tit, man får lov til at opleve en sådan aften,” fortæller Anne Laxholm.
“Vi har været på Christiansborg Slot for mange år siden til taffel og til ‘teaparty' på Buckingham Palace, men dette middagsselskab vil altid stå uovertruffet i min hukommelse...”.

Anne Laxholm.

Anne Laxholm.

null

Publiceret 08 February 2016 10:00