Arkivfoto: Peter Mailand

Arkivfoto: Peter Mailand

Fængselsdom:

19-årig udvises efter voldtægtsforsøg

30-årig kvinde afværgede voldtægt, men udsat for brutal vold ved Rungsted Station

Af
Morten Timm

Morten Timm

Først 3½ år bag tremmer og derefter udvisning af Danmark for bestandigt.
Sådan lød straffen forleden til en 19-årig rumænsk mand i en domsmandssag i Retten i Helsingør efter han i sommer stod bag tre voldtægtsforsøg, det ene begået 19. juni mod en 30-årig kvinde ved Rungsted Station.

Tre ofre

Kvinden, der var på vej hjem fra en polterabend, henvendte sig kort til den 19-årige for at spørge om et tog, men hun gik straks igen, da han ikke talte dansk. Kort efter pågreb han hende bagfra, rev hende omkuld, hvor han slog hende i ansigtet med knytnæveslag og sparkede hende, mens han truede hende til at have sex med ham.
Kvinden lod sig dog ikke overmande og hendes modstand fik ham til at opgive voldtægten og stikke af.
Seks dage senere overfaldt den 19-årige rumæner med en times mellemrum yderligere to unge kvinder i Helsingør ved Vapnagård og på stisystemet ved Kvickly i Prøvestenscentret. Begge kvinder blev også slået, men fik ligeledes afværget voldtægten.

Skærpende straf

Til politiet har den tiltalte oplyst, at han var kommet til Danmark fem uger tidligere for at finde noget arbejde. Han erkendte, at han var ude på at få sex med to af kvinderne, mens han ville røve den tredje kvinde, fordi han manglede penge.
Retten fandt det skærpende, at der var tale om tre voldtægtsforsøg på kort tid og uden forudgående kontakt med de tre kvinder samt hans anvendelse af vold.
Udover fængselsdommen og udvisning blev den 19-årige dømt til at betale en erstatning på 30.000 kroner til hver af de tre ofre, ligesom han må møde for sagens omkostninger.

Publiceret 05 January 2017 11:00