Solhuset har haft prominent besøg igennem årene, blandt andet nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, som kom forbi i maj 2014 sammen med Ulla Tørnæs i forbindelse med valget til Europaparlamentet. Arkivfoto: Steen Tue Bergborg

Solhuset har haft prominent besøg igennem årene, blandt andet nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, som kom forbi i maj 2014 sammen med Ulla Tørnæs i forbindelse med valget til Europaparlamentet. Arkivfoto: Steen Tue Bergborg

Det sejler i Solhuset

Prestigeprojektet til 30 millioner kroner viser sig at have et hav af mangler

Af
Fred Jacobsen

Der blev hverken sparet på fine ord og forskudsroser, da Hørsholms største daginstitution, Solhuset på Breeltevej, officielt blev indviet i maj 2011.
"Hørsholms nye vartegn", og "en hel særlig institution, hvor man får en oplevelse af at være" var nogle af ordene, borgmester Morten Slotved (K) brugte ved indvielsen.
Også daværende socialminister Benedikte Kjær var med og fremhævede projektet som "et resultat af et succesrigt samarbejde mellem en offentlig instans, Hørsholm Kommune, og den private virksomhed, VKR Holding", som har leveret udstyr og ekspertise til projektet.
Og børnene sang: "Her i Solhuset er der rart. Børnene er fulde af fart, og alle har fundet en ny kammerat".

Dyrt at være first mover

Siden indvielsen har der dog været masser af problemer med det 30 millioner kroner dyre, futuristiske 0-energihus, som danner model for Hørsholm Kommunes vision om bare fire store institutioner i kommunen:

Legepladsen var oversvømmet.
Ventilationen duede ikke.
Solafskærmningen virkede ikke,
Parkeringspladsen foran Solhuset var bælgragende mørk om aftenen.
Det sejlede bogstaveligt talt i Solhuset - og gør det delvis fortsat, selv om der midlertidigt er fundet lavpraktiske løsninger på højteknologiske udfordringer.
"Der er omkostninger ved at være first mover," konstaterer kommunens chef for ejendomme, John Larsen, tørt over for Ugebladet.
Legepladsen har i perioder været delvist spærret af, fordi der stod vand på den.
Det problem er nu løst ved at der er gravet faskiner, så vandet kan trække væk.

Klamt og fugtigt

I et klimahus som Solhuset skal ventilationen sørge for en god temperatur uden at der skal åbnes vinduer.
Den virker dog stadigvæk ikke optimalt. Resultatet er, at personalet åbner vinduer, når det bliver for klamt, Hvilket lige præcis er det modsatte af, hvad man skal gøre i et højteknologisk hus af den slags.

Gammeldags gardiner

Tilsvarende virker solafskærmningen ikke, som den skal. Det er der indtil videre rådet bod på ved at anvende noget så praktisk som gardiner.
"Vi arbejder på at få det hele til at fungere," siger ejendomschef John Larsen, der ikke her og nu har et bud på, hvad det har kostet at udbedre manglerne.

Publiceret 17 January 2017 07:00