Rungsted Ladegårds nye ejere har allerede åbnet for adgang til stranden fra Stejlepladsen, men har ikke 'aflyst' ekspropriationen. Foto: Fred Jacobsen

Rungsted Ladegårds nye ejere har allerede åbnet for adgang til stranden fra Stejlepladsen, men har ikke 'aflyst' ekspropriationen. Foto: Fred Jacobsen

Strandstrid nærmer sig afslutning

Adgang fra Stejlepladsen koster plus/minus 668.000 kroner

Af
Fred Jacobsen

Den langvarige strid om adgang til strandområdet fra Rungsted Strandvej nord for havnen, er nu for alvor på vej til at finde en afslutning.
Miljø- og Planlægningsudvalget har på torsdagens møde et punkt på dagsordenen, hvor der skal frigives de penge, der i sin tid er blevet budgetteret med skulle kunne dække den ekspropriation, Hørsholm Kommune mente, der skal til for at sikre borgerne adgang til stranden, som de altid har haft.
Det beløb er 668.000 kroner, men kan ifølge Peter Antonsen (BL), formand for Miljø- og planlægningsudvalget, blive både større og mindre.
"Det ved vi ikke. Foreløbig frigiver vi beløbet," siger Antonsen, der håber på et forlig med Rungsted Ladegårds nye ejere, Anne og Peter Flarup.
Stejlepladsen, strandgrunden og stien derned tilhører Rungsted Ladegård, hvis tidligere ejer, Anders Moesgaard, spærrede for strandadgangen med træhegn og bølgeblik.
Det ville kommunen ikke finde sig i og skred derfor til at ekspropriere sig til at sikre sine borgere adgang til stranden.
Anders Moesgaard har ikke villet indgå forlig, men de nye ejere har blandt andet signaleret samarbejde ved at åbne, så der allerede nu er adgang til strandområdet.
Det betyder dog ifølge Peter Flarup ikke, at ekspropriationsforretningen er aflyst. Den ny ejer mødes med kommunen sidst i februar for at snakke om en løsning.

Publiceret 27 January 2017 09:00