Karsten Eckerts Rungstedlisten gik frem ved kommunalvalget. Fra 35 til 63 stemmer. Et dybt skuffende resultat, der betyder, at det måske er slut for liste R.

Karsten Eckerts Rungstedlisten gik frem ved kommunalvalget. Fra 35 til 63 stemmer. Et dybt skuffende resultat, der betyder, at det måske er slut for liste R.

For få stemmer:

Eckert overvejer at brænde sine valgplakater

Rungstedlistens Karsten Eckert er dybt skuffet over sit valgresultat, der kan blive listens sidste

Af
Morten Timm

Morten Timm

KV17 Trods tæt på en fordobling af stemmetallet er Karsten Eckert, ophavsmand til Rungstedlisten, dybt skuffet over, at der kun blev sat 63 kryds ved liste R ved kommunalvalget i Hørsholm. I 2013 fik Rungstedlisten blot 35 stemmer.
“I ren skuffelse overvejer jeg at brænde min valgplakater. De fleste sidder nemlig nu på masonitplader,” siger Karsten Eckert til Ugebladet, da han bliver spurgt til fremtiden.
Eckert var denne gang til valg på den skæve byudvikling i Hørsholm, han mener foregår. Og ikke mindst blev han tændt af sagerne om de nye toetage kæmpevillaer, der skyder op i Folehavekvarteret samt Hannebjerg-sagen.
“Jeg synes, at jeg arbejdede meget på at få afdækket forskellige problemstillinger, hvor jeg ikke mener, medlemmerne af kommunalbestyrelsen har gjort en imponerende indsats,” siger Karsten Eckert.

Op ad bakke

Med Borgerlistens stop havde han satset på, at han kunne fiske stemmer i deres farvand. Men den fangst var altså uhyre beskeden, må han erkende.
“Det har været op ad bakke at starte selv, og det kan meget vel ende med, at jeg lukker Rungstedlisten ned,” erkender stifteren, der tidligere var opstillet for Venstre, men brød med dem kort før valget i 2013.
“Jeg tænker, at det måske er tid til at begrave stridsøksen med Venstre og måske komme tilbage i folden,” tilføjer Karsten Eckert.
Og med tre børnebørn, to af dem er kommet her i sommer, skal der fremover også være tid til familien.

Publiceret 25 December 2017 07:00