Henrik Peulicke er med 76 år det ældste medlem i den nuværende kommunalbestyrelse, men opnåede ikke valg til en tredje periode.

Henrik Peulicke er med 76 år det ældste medlem i den nuværende kommunalbestyrelse, men opnåede ikke valg til en tredje periode.

Fravalgt:

Nu bliver der mere tid til at smøre ostemadder

Henrik Peulicke forlader kommunalbestyrelsen efter otte år

Af
Fred Jacobsen

KV17 Han skal nu nok få tiden til at gå, Henrik Peulicke, selv om han ikke længere skal sætte sig ind i dagsordener og gå til møder i Erhvervs- og beskæftigelsesudvalget og kommunalbestyrelsen.
De 80 personlige stemmer, han fik ved valget, rakte ikke til en tredje periode i bystyret for den konservative lokalpolitiker, og det betyder, han nu får mere tid i et ellers aktivt pensionistliv.
“Der er blandt andet 90 ostemadder, der skal smøres til møderne i Hemingway Club, der er børnebørn, haven og jeg er frivillig i Røde Kors Butikken,” fortæller den 76-årige optiker om sine sysler. Han var da også lige ude med plakater for ishockeyklubben, da han kiggede forbi her på Ugebladet.
“Jeg har lige taget plakater ned - og nu sætter jeg så nogle op,” smiler han med henvisning til den netop overståede valgkamp.
Han er “lidt skuffet” over, det ikke lykkedes at blive valgt. Og kommer til at savne diskussionerne og ikke mindst mødet med borgerne. For Peulicke mener selv, han i sin tid blev valgt, fordi han var den kendte erhvervsdrivende i byen.
“Jeg er jo ikke den fødte politiker,” erkender Peulicke, der blandt andet var med til at starte optikerkæden Profil Optik og i mange år havde forretning i Hørsholm Midtpunkt.
Kommunalbestyrelsens indtil nytår ældste medlem husker kommunens overtagelse af Rungsted Havn som en af de mest markante sager, hvor han også selv ændrede holdning.
“Jeg var som sejler imod overtagelsen, men som havnen udviklede sig med forretninger og andre aktiviteter, kunne jeg se idéen i det og ændrede holdning. De mange mails, jeg fik i forbindelse med sagen, påvirkede mig også,” fortæller Henrik Peulicke, der i dag ser Rungsted Havnen som kommunens største attraktion.

Publiceret 26 December 2017 08:00