Hørsholms plejehjem endevendes efter medicin-død

90-årig kvinde fra Breelteparken døde få dage efter hun i ti dage fik for meget gigtmedicin

Af
Fred Jacobsen

fejlmedicinering Det er endnu for tidligt at sige noget konkret om, hvorfor en beboer på det selvejende plejecenter Breelteparken i Hørsholm fik for meget medicin, så beboeren døde af det.

“Vi kan ikke udelukke en menneskelig fejl,” siger Peter Orebo Hansen, direktør i Hørsholm Kommune for Social, Sundhed og Arbejdsmarked, til Ugebladet.

Beboeren, en kvinde på 90 år, døde lørdag, fem dage efter hun var indlagt på sygehus. Hun havde da i ti dage fået udleveret gigtmedicin dagligt i stedet for ugentligt, oplyser Hørsholm Kommune.

Hændelsen, som direktøren beskriver som “en ulykkelig sag, som vi aldrig ønsker gentager sig”, fører nu til en gennemgribende undersøgelse, både i hjemmeplejen og kommunens øvrige plejehjem. Dels for at finde fejlen, men også for at forhindre, at det sker igen.

“Vi undersøger procedurer, men kigger også på, om de personer, der skal håndtere medicin, er gode nok til det,” fortæller Peter Orebo Hansen og tilføjer:

“Medicinhåndtering er et vigtigt område. Der er rigtig meget medicin i spil. Så der kan opstå utilsigtede hændelser.”

Der bliver tale om både en intern og ekstern granskning af, hvad der førte til den fatale fejl.

For idet Hørsholm Kommune har anmeldt hændelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed, vil der også fra denne myndighed blive foretaget en undersøgelse af sagen.

Publiceret 20 February 2018 11:30