78-årige John Ravnkilde fik sit næringsbrev for 51 år siden og åbnede sin urmagerbutik på Usserød Kongevej i 1993. Foto: Morten Timm

78-årige John Ravnkilde fik sit næringsbrev for 51 år siden og åbnede sin urmagerbutik på Usserød Kongevej i 1993. Foto: Morten Timm

Urmager tager Blixens 300 år gamle ur under kærlig behandling

Tik-tak, tik-tak. Urmager John Ravnkilde, Hørsholm, har fået Karen Blixens 300 år gamle danske standur til at slå igen

Af
Morten Timm

Morten Timm

“Tænk, den akkuratesseog præcision. Det er jo helt fantastisk, at man har kunnet lave det for 300 år siden...”

Urmager John Ravnkilde fortæller begejstret om Karen Blixens engelske standur - med sekundviser og dato - som han netop har haft inde til reparation på værkstedet på Usserød Kongevej.

Selv om han dagligt roder med tandhjul og fjedre, så hører det absolut til sjældenhederne at få fingre i sådan et urværk - og så med den usædvanlige historie.

Standuret har stået i Karen Blixens barndomshjem og har også været med nede på hendes afrikanske farm.

Inspirerende nostalgi

I dag står det i en af stuerne på Karen Blixen Museet i Rungsted, men var holdt op med at gå. Derfor havde museet henvendt sig til den 78-årige og erfarne urmager i Hørsholm.

“Det er jo pragtfuldt og en oplevelse at se et ur med så god en kvalitet. Uret er skabt af den dygtige danske urmager Peter Mathiesen, Copenhagen, der var meget produktiv i årene fra 1720-1730 med tårnure, konsolure og standure,” fortæller John Ravnkilde.

“Som fagmand er det utroligt inspirerende at se. Og forbundet med meget nostalgi. Det er jo fantastisk, at de allerede dengang har været så gode. Alle hjul og indgribninger er håndlavet i messing og stål. Og med en ægte malmklokke. Prøv at høre den lyd. Der er virkelig kælet for det hele og med en uhyggelig præcision,” forklarer John Ravnkilde videre.

Urmager Peter Mathiesen, Copenhagen, står bag det flotte mesterværk af et ur. Formentlig lavet omkring 1720-1730. Foto: Morten Timm

Urmager Peter Mathiesen, Copenhagen, står bag det flotte mesterværk af et ur. Formentlig lavet omkring 1720-1730. Foto: Morten Timm

Sort olie og nøjagtighed

Efter det helt store serviceeftersyn af det næsten 300 år gamle ur - hvor det sirlige urværk har været skilt i atomer og hver eneste lille del er renset med ultralyd, samlet og smurt med olie - svinger pendulet igen fra side til side. Sekund for sekund.

Det er jo ikke til at få reservedele til sådan et gammelt ur, så hvis der er brug for det, så må han selv håndlave dem.

“Jeg kan se, at det sidst er serviceret i 1997. Men der sker det, at olien med tiden størkner og bliver sort og faktisk bremser tandhjulene i at dreje rundt - og så går det i stå. Det er ikke nok bare at smøre med ny olie. Al det sorte skal renses væk først,” oplyser John Ravnkilde.

Derefter kræver det finjustering af pendulet, før det går præcist, men efter et par dage har den erfarne urmager fået indstillet værket, så det nu er helt oppe på en nøjagtighed på plus-minus et minut hen over en uges tid.

“Jeg kan se, at uret er blevet behandlet godt, og det kan i princippet gå 300 år mere. Det var jo virkelig en god messingkvalitet, man brugte dengang, så det ikke bliver slidt,” konstaterer den lokale urmager tilfreds, inden han atter returnerer til Karen Blixen Museet med det gamle ur.

Her kommer det på plads i sin kasse i hjørnet af stuen og slår kort efter sit første timeslag.

Næsten som en hjerteslagsrytme er der igen puls og liv i rummet.

“Som fagmand er det utroligt inspirerende at se. Og fantastisk, at de allerede dengang har været så gode. Foto: Morten Timm

“Som fagmand er det utroligt inspirerende at se. Og fantastisk, at de allerede dengang har været så gode. Foto: Morten Timm

Det 300 år gamle urværk er høj kvalitet, håndlavet i messing og stål. Her skilt ad og renset for gammel størknet olie. Foto: Morten Timm

Det 300 år gamle urværk er høj kvalitet, håndlavet i messing og stål. Her skilt ad og renset for gammel størknet olie. Foto: Morten Timm

Uret har stået i Karen Blixens barndomshjem og på den afrikanske farm.

Uret har stået i Karen Blixens barndomshjem og på den afrikanske farm.

Publiceret 22 March 2018 06:00