Efter 17 år er det nu farvel til Kulturhus Trommen for Bina Hjorth. Foto: Brita Fogsgaard

Efter 17 år er det nu farvel til Kulturhus Trommen for Bina Hjorth. Foto: Brita Fogsgaard

Bina Hjorth: En fantastisk rejse med Trommen

Trommens musikchef sagde tak for turen til personalet og de mange unge musicaldeltagere

Af
Morten Timm

Det var en rørt Bina Hjorth, der mandag takkede af som musikchef og leder af Trommen efter 17 år.

"Mit liv i Trommen har været en fantastisk rejse, der var været både udviklende og udfordrende og med tusindvis af arrangementer - og nu hver dag og flere gange om dagen," sagde Bina Hjorth i sin tale, hvor hun takkede personalet og de mange mennesker - ikke mindst de unge musicaltalenter - der har været inde over gennem årene.

"Ja, der er krudt i mig, og nu skal jeg videre. Jeg ved også godt, at jeg har været krævende undervejs og en smule besværlig, men jeg håber, at I vil tænke tilbage på turen med samme glæde som mig," lød det videre fra den afgående musikchef, som endnu ikke har løfte sløret, hvad hendes næste opgave bliver. Udover at det bliver spændende.

Satte ny kurs

Den nu 51-årige Bina Hjorth kom fra Nørrebro Teater til Trommen som 34-årig i 2001 og tiltrådte efter en meget turbulent tid for kulturhuset, der kulminerede med afskedigelsen af Jerry Ritz som daværende direktør.

Hun satte en ny kurs for Trommen - og ikke mindst hendes hjertebarn - teater og musicals - blev en hjørnesten.

"Det er det rigtige tidspunkt at stoppe nu. Jeg synes, at jeg har fyldt rammerne ud og brugt hver en mursten i huset. Jeg har lavet 10 musicals og været her i 17 år. Nu vil jeg gerne prøve noget nyt. Det er superfedt at kigge tilbage på, og jeg har nydt det hele vejen igennem," sagde Bina Hjorth, da nyheden om hendes farvel blev offentliggjort tidligere på foråret.

Hun er stolt af de resultater, hun har nået med kulturhuset.

"Det har været en forrygende udvikling. Fra 30 arrangementer om året til nu et par hundrede arrangementer plus 1600 biografvisninger. Der er noget for borgerne hver eneste dag. Nu står der et super flot hus med biograf, musik og bibliotek. Der er kommet restaurant. Jeg mener, at vi er nået i mål," fortalte Bina Hjorth videre.

Udover at hun efter sommerferien skal i gang med sit skriveprojekt, løfter Bina Hjorth på nuværende tidspunkt ikke sløret mere for, hvad fremtiden skal bringe. Det må vente lidt endnu, lader hun forstå.

Publiceret 29 June 2018 10:00