Svømmere i Hørsholm Svømmehal skal i fremtiden betjene sig selv, når de skal have adgang til bassinet.

Svømmere i Hørsholm Svømmehal skal i fremtiden betjene sig selv, når de skal have adgang til bassinet. Arkivfoto

Billetautomater rykker ind i svømmehallen

Hørsholm Svømmehal får nu installeret selvbetjeningsautomater

Af
Morten Timm

Når du i fremtiden skal en tur i Hørsholm Svømmehal vil du ikke længere blive mødt af en venlig person bag lugen i billetsalget. Nu skal du selv indløse billet i en automat.

En enig kommunalbestyrelse i Hørsholm vedtog i sidste uge at bevilge 700.000 kroner - heraf en ekstrabevilling på 400.000 kroner - til nye selvbetjeningsautomater, der skal varetage billetsalget i svømmehallens ydretimer.

I den nuværende budgetaftale for 2018-2021 ligger der allerede en beslutning om at reducere svømmehallens lønbudget med 210.000 kroner årligt.

400.000 krone dyrere

Oprindeligt havde Hørsholm Kommune modtaget et tilbud på 300.000 kroner fra det firma, der i 2012 stod for installationen af nye skabe og adgangsforhold til omklædningsrummene i Hørsholm Svømmehal. En modernisering til 1,2 millioner kroner.

Men administrationens forsøg på at indhente en konkret tilbud i 2018 bar ikke frugt, og derfor har man været ude for at finde en anden leverandør, der dog er markedsførende, men som altså har en pris, der er 400.000 kroner højere.

System til skøjtehallen

Udover de nye selvbetjeningsautomater skal der ydermere etableres fleksible betalingssystemer som mobilepay, internetbetaling og til visakort.

Det vil i givet fald blive et betalingssystem som også skal benyttes i Hørsholm Skøjtehal.

Publiceret 02 April 2019 17:30