Catherine Lefebvre forlader posten som direktør for Karen Blixen Museet efter næsten ti år.

Catherine Lefebvre forlader posten som direktør for Karen Blixen Museet efter næsten ti år. Foto: Torben Eskerod

Vagtskifte på Karen Blixen Museet

Direktør Catherine Lefebvre stopper efter næsten ti år på posten

Karen Blixen Museet skal have ny direktør efter at Catherine Lefebvre efter næsten ti år på posten stopper, meddeler Rungstedlundfonden i en pressemeddelelse.

”Catherine Lefebvre afleverer et Rungstedlund i god gænge. Senest kom Rungstedlund på finansloven med en årlig bevilling på tre millioner kr. Som engageret og vidende formidler af Karen Blixens forfatterskab har Catherine været uovertruffen, og hele Rungstedlundfondens bestyrelse siger Catherine Lefebvre stor tak for indsatsen gennem mange gode år,” siger bestyrelsesformand Michael Bjørn Nellemann.

Og den afgående direktør selv er glad for, at museets fremtid er sikret.

”Vi har i årevis kæmpet med en stram økonomi og har alligevel skabt vidunderlige resultater. Nu er vi kommet på finansloven. Det har været mit store mål siden jeg tiltrådte i 2009," lyder det fra Catherine Lefebvre.

Med ca. 35.000 besøgende årligt er Rungstedlund en vigtig dansk kulturbastion, der samtidig fungerer som et socialt mødested for mange danskere og desuden som en magnet for udenlandske turister. Rungstedlund står med den nye bevilling overfor at udfolde en ny strategi, der blandt andet skal hjælpe til at synliggøre Rungstedlunds potentiale som litterært centrum yderligere.

Rungstedlund rummer Karen Blixens hjem, et udstillingsareal, der formidler hendes liv og litterære virke samt cafe og butik og ikke mindst den tilhørende park, der af frivillige drives som fuglereservat og rekreativt område for såvel lokale som tilrejsende.

Der holdes afskedsreception for Catherine Lefebvre mandag den 27. maj.

Rungstedlundfonden oplyser, at stillingen som leder af Karen Blixen Rungstedlund bliver slået op.

Publiceret 24 April 2019 08:00