Efter ti år som formand for Pendlerklubben stopper Michael Randropp. I stedet har han købt en bil. Arkivfoto: Morten Timm

Efter ti år som formand for Pendlerklubben stopper Michael Randropp. I stedet har han købt en bil. Arkivfoto: Morten Timm

Talsmand for Pendlerklubben:

 Har købt bil og dropper Kystbanen

Efter ti år stopper Michael Randropp som pendlerformand på Kystbanen. I stedet bliver han nu bilist. "Det er trist," siger han

Af
Peter Mailand

Når Pendlerklubben skal vælge ny talsmand 9. september, så er den nuværende formand ikke blandt kandidaterne. For formanden igennem 10 år, Michael Randropp, der bor i Humlebæk, genopstiller ikke.

"Jeg har været talsmand i mere end 10 år og må desværre konstatere at mange af problemerne stadig er de samme," siger han.

Selvom der er kommet ny regering, så tror Michael Randropp ikke på, at der kommer forbedrelser på Kystbanen.

"Tværtimod. De investeringer, der skal til for, at det virkeligt kan ændre noget på driften på Kytstbanen ligger i omegnen af 13 milliarder kroner. Og det er der ingen politikere der er villige til at investere. Og når der ikke er udsigt til, at der sker nogle markante ændringer, for at produktet bliver bedre, så kan jeg heller ikke længere stå på mål for det som talsmand for pendlerne," siger han.

Ny operatør

Driften af Kystbanen skal efter årsskiftet overdrages til en ny operatør. Og her forudser Michael Randropp, at der venter nogle af de samme politiske kampe som han tidligere har haft. Og det ønsker han ikke at gentage.

"Jeg har både klædt både lokale- regionale- og lands politikere på, men når de så efterfølgende træffer nogle beslutninger, der ikke medfører nogle væsentlige forbedringer på Kystbanen, så kan jeg ikke længere se formålet med det," siger han.

Hvis Michael Randropp selv skal pege på noget han har været med til at ændre på Kystbanen, så er det synligheden for pendlerne.

"Gruppen af pendlere er jo vokset markant - i starten sagde de jo bare, at Michael Randropp var uheldig, med at ramme ind i aflyste tog. Men voksede gruppen af utilfredse pendlere, så gruppen er blevet meget mere synlige, og der er kommet til talerør til DSB og Banedanmark," siger han.

Sejr med tog til tiden

En af de store sejre Michael Randropp husker tilbage på, var da DSB ændrede deres opgørelse med 'rettidige tog' til tiden og i stedet begyndte at se på, hvordan pendlerne oplevede 'tog til tiden'.

"DSB talte blandt andet nattog og aftentog med i statistikkerne, for at få det til at se bedre ud. Men da man gik over til at se på, hvordan pendlernes oplevede 'tog til tiden', dykkede det fra 92 procent til 65 procent," husker han.

Højere pris og færre afgange

Michael Randropp mener til gengæld DSB i løbet af de sidste 10 år har forhøjet priserne og samtidig er der færre afgange i udsigt.

"Når der er udsigt til, at der fremadrettet kun kommer 30 minutters drift i stedet for 20 minutters drift på Kystbanen om aftenen, så bliver produktet jo ikke bedre," siger han.

I stedet har han købt en bil og vil fremover pendle mellem Humlebæk og København.

"Vi er to personer i bilen, og jeg må bare sige, at det er både hurtigere og billigere. Det er trist, men sådan er det," siger han.

Sidste chance for at opstille som formand for Pendlerklubben er 1. september.

Publiceret 26 August 2019 17:15