Birger Iversen, indehaveren af Unik Optik i Hørsholm Midtpunkt, er en passioneret del af Hjerterytterne, er klar til at prøve kræfter med italienske bjergstigninger.

Birger Iversen, indehaveren af Unik Optik i Hørsholm Midtpunkt, er en passioneret del af Hjerterytterne, er klar til at prøve kræfter med italienske bjergstigninger.

Birger på cyklen for at redde hjerter

"Det er mentalt rigtigt godt at cykle, og det giver et fællesskab at støtte en god sag," siger indehaveren af Unik Optik

Af
Morten Timm

Birger Iversen, indehaver af Unik Optik i Hørsholm Midtpunkt, skal fra i morgen træde hårdt i pedalerne i bjergene i den italienske Umbrien-region.

Sammen med 80 andre cykelglade mennesker er han en del af Hjerterytterne, som på fjerde år har gjort det til deres mission at samle ind til Hjerteforeningen og Børnehjertefonden.

"Det er sjovt at cykle - og man møder andre mennesker, får et netværk og et fællesskab samtidig med vi støtter en god sag," siger 53-årige Birger Iversen, der har cyklet i syv år.

De første år kaldte de sig 'Hjælperytterne', men skiftede formål og navn til 'Hjerterytterne' for fire år siden.

Hele sæsonen træner de sammen, kører forskellige motionscykelløb samtidig med de samler penge ind via sponsorater på tøjet, kilometer-sponsorater og forskellige events med auktioner. Sidste år nåede de 1,4 millioner kroner, som blev afleveret til Hjerteforeningen ved TV2s Hjertegalla.

Rundt i bjergene

Højdepunktet er cykelmæssigt den aktuelle fælles tur til udlandet, hvor de netop bliver udfordret. I år er udgangspunktet byen Todi i Umbrien, hvorfra de hver dag i en uge cykler ud fra på forskellige ruter og bjergstigninger.

De 80 hjerteryttere inddeles på tre hold med forskellige niveauer. I alt skal de tilbagelægge 700 km og 10.000 højdemeter.

De foregående år er turen gået til Sardinien, Toscana og Mallorca.

Lisbeth Dalgaard, Meny Dalgaard Supermarked, får overrakt diplom for sit sponsorat til Hjerterytterne af Birger Iversen, der selv cykler for Hjerterytterne.

Lisbeth Dalgaard, Meny Dalgaard Supermarked, får overrakt diplom for sit sponsorat til Hjerterytterne af Birger Iversen, der selv cykler for Hjerterytterne. PR-foto

I år glæder Birger Iversen sig over, at købmand Lisbeth Dalgaard, Meny Dalgaard Supermarked i Kongevejscentret, har valgt at sponsere Hjerterytterne med forskellige naturalier til turen.

"Det er stor hjælp for os, da vi får et større overskud af de penge, som vi selv betaler og indsamler, til Hjerteforeningen og Børnehjertefonden.

Opfordret af barndomsven

Det var en gammel barndomsven, der fik den lokale optiker sporet ind på cyklingen. Han havde cyklet med Team Rynkeby, men ville også gerne prøve noget andet. Senest har Birger Iversen også fået sin kone, Jette Bach, op på den tohjulede, og hun cykler også med rundt i Italien som Hjerterytter.

Udover fællesskabet og motionen, så har pedaltrådet også en helt særlig effekt på Birger Iversen.

"Mentalt er det rigtig godt at cykle. Det får ens tanker til at flyve. Man kobler af og får nye idéer. Et godt afbræk i en stresset hverdag. Og det er kun et plus oveni, at du også hygger dig og snakker med andre," fortæller Birger Iversen om sin tohjulede passion.

Publiceret 30 August 2019 07:16