Jørgen Eirfeldt forlader i aften posten som formand for Venstre i Hørsholm efter mere end seks år.

Jørgen Eirfeldt forlader i aften posten som formand for Venstre i Hørsholm efter mere end seks år. Arkivfoto

Gang i svingdøren i Venstre:

'Høgen' Eirfeldt går i utide

Ekstraordinær generalforsamling i aften med Jørgen Eirfeldts afgang som eneste punkt på dagsordenen. Helt udramatisk, siger han selv.

Af
Fred Jacobsen

Det er ikke kun på landsplan, der er gang i svingdøren i partiet Venstres ledelse. Også i den lokale forening i Hørsholm skiftes der nu ud i toppen.

Det sker om mindre end en time, når Venstre i Hørsholm samles til en ekstraordinær generalforsamling i kulturhus Trommen. Eneste punkt på dagsordenen er, at formanden gennem de seneste godt seks år, Jørgen Eirfeldt, ønsker at gå i utide. Det er der ifølge manden selv intet dramatisk i.

Fred og ro om linjen

"Allerede i forbindelse med den ordinære generalforsamling i februar meddelte jeg, at det ville være min sidste periode. Nu er der fred og ro om partiets linje, og derfor er det et godt tidspunkt at overlade posten til en anden," siger Jørgen Eirfeldt til Ugebladet.

Går det som den afgående formand tror det går, så hedder den ny formand fra i aften Stig Brammer, der har været næstformand siden generalforsamlingen 28. februar, hvor han led nederlag til Eirfeldt i et kampvalg.

Eirfeldt selv blev formand på en ekstraordinær generalforsamling 27. juni 2013 efter at daværende formand Peter Egemose havde trukket sig af private årsager. Og han formulerede umiddelbart efter valget et klart mål:

Jeg er nok mere høg end due og står for at føre en mere markant linje

"Den fornemste opgave vi har foran os er at få spidskandidaten Annette Wiencken valgt med så mange stemmer som overhovedet muligt således, at Venstre kan overtage borgmesterposten i Hørsholm og det vil jeg arbejde meget målrettet for," hed det i en pressemeddelelse fra den nyvalgte formand.

Høge og duer

Annette Wiencken, nu formand for Venstres gruppe på fem i kommunalbestyrelsen, er også et omdrejningspunkt i fortællingen om, hvorfor Eirfeldt mener, at det nu er det rette tidspunkt at gå af som formand. Det er, fordi han nu mener, der er ro og enighed om partiets linje.

Det betyder konkret, at det er gruppeformand Annette Wiencken og Anne Ehrenreich, der er sendt i marken til budgetforhandlingerne, hvor det sidste år var Annette Wiencken og Kristian N. Jensen. De to beskriver Eirfeldt som 'duer'.

"Jeg er nok mere høg end due og står for at føre en mere markant linje. Med Annette og Anne som vores forhandlere foreninger vi to forskellige strømninger. Det har vi snakket os frem til, og den retning er der nu enighed om," forsikrer Jørgen Eirfeldt og bekræfter, at der i partiet har været en langstrakt debat om partiets linje, hvor gruppeformand Annette Wiencken og Kristian N. Jensen repræsenterer 'duerne' mens Ann Lindhardt, Anne Ehrenreich og Fritz Reuther er 'høgene'.

"Ja, sådan kan man nok beskrive situationen, men nu har vi fundet melodien, og jeg er fyldt op," siger han til Ugebladet.

Jørgen Eirfeldt, der er 65 år og pensioneret Oberstløjtnant i Flyvevåbnet, vil nu bruge sin tid på arbejdet i Seniorrådet, hvor han er sekretær.

Publiceret 19 September 2019 18:22