Mesterskabsjubel i Hørsholmhallen fra sidste år, da Hørsholm vandt det danske mesterskab. Der bliver ingen landsholdsjubel i hallen, som det internationale forbund ikke vil godkende til efterårets kvalifikationskampe til EM.

Mesterskabsjubel i Hørsholmhallen fra sidste år, da Hørsholm vandt det danske mesterskab. Der bliver ingen landsholdsjubel i hallen, som det internationale forbund ikke vil godkende til efterårets kvalifikationskampe til EM. Arkivfoto

EM i basket går uden om Hørsholm:

Der mangler lige 600 siddepladser

Nedslående besked fra det internationale forbund: Hørsholmhallen dur ikke til EM-kampe

Af
Fred Jacobsen

Den traditionelle basketballby Hørsholm har glædet sig til at være vært for det danske kvindelandsholds kvalifikationskampe til EM i basketball i år og næste år. Den første kamp skulle have været spillet i hallen 17. november.

Det kommer dog ikke til at ske: Det Internationale Basketball Forbund (FIBA) har nemlig meddelt, at Hørsholmhallen ikke lever op til de krav der er for den slags kampe.

Blandt andet mangler der 600 siddepladser. Det internationale forbund kræver 2000, og der er kun 1400 i Hørsholmhallen. Og det undre, at sådan et krav ikke er har været kendt før nu. Men det er ikke noget, Hørsholm Kommune selvstændigt har undersøgt på forhånd.

Intet hørt før nu

"Vi har intet hørt om de krav før nu. Vi har modtaget en ansøgning om at være vært og gået ud fra, at det danske basketballforbund har styr på de forhold," siger centerchef for kultur og fritid, Henrik Duus Rosengreen, til Ugebladet.

Den store mangel på siddepladser er ikke det eneste krav, Hørsholmhallen ikke lever op til. Det gør den elektriske scoretavle heller ikke. Den har ikke, som krævet, LED-lys, og den kan ikke ikke tælle ned på tiendele sekunder i kampens sidste minut.

"Vores tavle er af ældre dato, mere end ti år gammel," konstaterer centerchefen, som mener, at kommunen nok kunne have fundet en løsning på den del af kravene.

Vanskeligere er det naturligvis at skaffe 600 ekstra siddepladser og fjerne de - for basketballkampe - overflødige streger på gulvet i Hørsholm. FIBA kræver nemlig, at der kun er opmærkninger til en basketballbane. Så for at leve op til kravene, skal alle streger til andre sportsgrene som håndbold og badminton fjernes.

God nok til tv

”Jeg havde virkeligt set frem til, at Hørsholmhallen skulle danne de festlige rammer for det danske damebasketlandsholds indledende EM kvalifikationskampe, men desværre ville FIBA det anderledes”, konstaterer formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget Nadja Maria Hageskov (K) og undrer sig over, at hallen efter investeringerne er god nok til tv-transmissioner, men altså ikke til EM-kampe.

Hørsholm Kommune har gennem hele forløbet bakket op om Danmarks Basketball Forbunds ønske om at anvende Hørsholmhallen - både økonomisk med et tilskud til forbundet, og ved at stille Hørsholmhallen gratis til rådighed for landsholdet.

Sen besked

Ifølge kommunens pressemeddelelse gik Danmarks Basketball Forbund i sensommeren i dialog med FIBA for at afklare kravene. Først i september kontakter forbundet Hørsholm Kommune for i samarbejde at søge at imødekomme kravene fra FIBA. Det danske forbund både håbede og regnede med, at FIBA ville dispensere for en række af kravene i forhold til Hørsholmhallen.

Publiceret 04 October 2019 17:00