"Jeg blev kontaktet af hjemmeplejen onsdag kl. 14, hvor de fortalte at min mor havde fået aflastningsplads på Louiselund. Kl. 16.15 blev hun hentet i sit hjem," fortæller Mette Bry til Ugebladet. Modelfoto: AdobeStock

Efter nødråb i Ugebladet:

Mettes 91-årige demente mor fik plejeplads

Seks timer efter Mette Brys indlæg "Hvad gør jeg - min demente mor er helt hjælpeløs" kom på Ugebladets netavis fik hendes mor tilbudt en aflastningsplads

Af
Morten Timm

Hørsholmborger Mette Bry var slidt helt op og meget tæt på at kaste håndklædet i ringen efter hun i månedsvis havde passet sin stadig mere hjælpeløse demente mor på 91 år.

Hjemmeplejen i Hørsholm havde på det seneste opjusteret antallet af daglige besøg til seks gange hos moren, men hendes tilstand var eskaleret, så hun ikke længere hverken kunne gå eller spise selv. Ofte blev hun fundet liggende på gulvet uden i stand til at rejse sig.

I et sidste forsøg på at råbe op om sin fortvivlede situation sendte et kort indlæg til Ugebladet, hvor hun erklærede: "Jeg er 'eneste' familie og magter ikke opgaven længere. Onsdag morgen blev det publiceret på vores netavis. Seks timer senere blev hendes bøn hørt.

"Jeg blev kontaktet af hjemmeplejen onsdag kl. 14, hvor de fortalte at min mor havde fået aflastningsplads på Louiselund. Kl. 16.15 blev hun hentet i sit hjem," fortæller hun til Ugebladet.

Ikke helt rolig: Mor kan blive hjemsendt

Fra Pleje og Omsorg i Hørsholm Kommune anerkendes det, at moderens forløb har været meget hurtigt fremadskridende, og selvom de har forsøgt med mange hjemmebesøg i døgnet, er de enige i, at det ikke går mere.

Det var en stor sten, der faldt fra Mette Brys hjerte, men helt rolig er hun alligevel ikke.

For i en meddelelse fra Pleje og Omsorg lyder det, at hvis morens situation bedres væsentligt, vil hun komme hjem i ventetiden til der er en permanent plejebolig på en demens afdeling. Eller hvis ikke vil hun blive på den midlertidige plads på Louiselund.

Der sluttes dog af med, at de håber, det bliver en god løsning, så både moren og Mette Bry kan føle jer trygge.

Ønskede forebyggende indsats

At moren skulle kunne komme hjem igen er ikke noget, Mette Bry tror på. Hun vil da også undre sig, for hun har i begyndelse af forløbet efterspurgt en forebyggende indsats, som ikke skete.

"Jeg har gjort opmærksom på, hvorfor min mor ikke allerede for tre måneder siden startede med at få vedligeholdt sine fysiske og måske psykiske egenskaber," oplyser Mette Bry.

På grund tavshedspligt ønsker centerchef Dorte Dahl fra Hørsholm ikke fortælle om den enkelte sag udover, at hjemmeplejen har været opmærksom på borgerens behov og handlet derefter.

"Der var derfor allerede før onsdagens debatindlæg taget de nødvendige beslutninger, og der er handlet på borgerens behov," meddeler Dorte Dahl i et indlæg, som Ugebladet publicerede på netavisen i går torsdag.

Publiceret 04 October 2019 14:15