Uddrag af bogens forside.

Uddrag af bogens forside. Lindhardt og Ringhoff

BOGANBEFALING:

Sindberg, den danske Schindler

Aarhus-knægten kom til Kina som blind passager og redede 10.000 menneskeliv under japanernes grusomme massakre

Af
Benny Rolf Petersen

bibliotekar

I 2008 udkom på Politikens forlag bogen ”Nanjing massakren” af den kinesisk-amerikanske forfatter Iris Chang.

I 1937 erobrede japanerne først Shanghai og bagefter Nanjing, der på daværende tidspunkt var Kinas hovedstad. Efter erobringen gik de japanske soldater amok i en ren blodrus af ufattelige dimensioner. Et sted mellem 200.000 og 300.000 døde var resultatet, udført ved halshugninger, opsprætning af gravide kvinder, drab, voldtægter og uhørt vold på børn og gamle på den mest bestialske måde.

Der er tale om en af mellemkrigstidens største krigsforbrydelser, der af uransalige årsager er gået mere eller mindre i glemmebogen. Det er en begivenhed af så grusom en karakter, at den er med til at øge forståelsen af forholdet mellem Japan og Kina i dag, også set i lyset af at japanerne indtil videre åbenbart ikke har haft behov for at sige undskyld.

Blind passager

Midt i dette kaos finder vi i 1937 danskeren Bernhard Arp Sindberg. Han er født i Aarhus i 1911 og har lidt uro i blodet og vil gerne ud og opleve eventyret. Det bringer ham bl.a. til fremmedlegionen og videre til en uddannelse som mejeriassistent for, som så mange før ham, til sidst at ende som sømand. Der var mange som ham, der søgte eventyret ude i den store verden i 30’erne, eksempelvis også i Den Spanske Borgerkrig.

Fra forsiden af 'Sindberg'.

Fra forsiden af 'Sindberg'.

Bernhard nåede til Nanjing som blind passager på et dansk fragtskib, hvor han senere, måske lidt uventet, får job som opsynsmand på en nybygget cementfabrik under F.L.Smidth. I det omgivende anarki var det vigtigt for den danskejede fabrik at vise det danske flag i bogstavelig forstand, idet japanerne på det tidspunkt ikke havde nogen grund til at krænke danske interesser i området.

Redder 10.000 kinesere

Myrderierne bryder løs, men det rygtes hurtigt blandt de skrækslagne kinesere, at fabrikken er et muligt tilflugtssted.

Sindberg sluser flygtningene ind på fabrikkens område, og efter en måneds tid boede der omkring 10.000 kinesere i den interimistiske flygtningelejr. Sammen med en anden udlænding, tyskeren Karl Gunther, lykkedes det også at oprette et nødlazaret, så de tilskadekomne kunne få lidt behandling.

Vi håber, at godheden i folk som Sindberg vil leve videre

Oven i alt dette lykkedes det også for de to vagter at køre ud og ind på fabrikken for at skaffe medicin, mad og andre fornødenheder fra bl.a. Røde Kors.

104 dramatiske dage

Inde på fabrikkens område kæmpede flygtningene mod sygdomme, sult og kulde, mens forholdene udenfor langsomt forbedredes. Samtidig var japanerne efterhånden blevet godt trætte af Sindbergs aktiviteter, og efter dramatiske 104 dage var det slut med tålmodigheden.

Sindberg måtte nødtvungent forlade fabrikken og byen, og for en sikkerheds skyld rejste han til Shanghai, hvor han tog et skib til Europa.

Stort eftermæle i Kina

Journalisten Peter Harmsen har skrevet en fantastisk bog om en af de store humanitære skikkelser i det 20. århundrede. Vi bliver introduceret til den mangesidede personlighed hos Sindberg, umiddelbart bare en dreng, der ikke kunne sidde stille i skolen, men som ved lidt af et tilfælde kommer til at stå som redningsmand for tusindvis af mennesker.

Benny Rolf Pedersen er bibliotekar på Hørsholm Blbliotek.

Benny Rolf Pedersen er bibliotekar på Hørsholm Blbliotek. Foto: Morten Timm

Hans eftermæle i Kina er stort, og mens han levede, modtog han i Genéve hædersbevisninger af en kinesisk delegation. Efter sin død i USA i 1983 har hans søster Bitten Andersen flere gange været i Kina og modtaget hæder på hans vegne.

Hun har også talt med overlevende fra lejren, bl.a. en Wang Yongli, der som teenager opholdt sig 100 dage i lejren. Han udtalte til avisen China Daily:

”Uden hans hjælp havde vi ikke haft nogen chance for at overleve. Vi håber, at godheden i folk som Sindberg vil leve videre.”

FAKTA

Peter Harmsen: Sindberg - Den danske Schindler og Nanjingmassakren 1937-38.

Lindhardt & Ringhof, 2019.

343 sider.

Publiceret 12 October 2019 07:00