Fred Jacobsen er redaktør på Ugebladet Hørsholm.

Fred Jacobsen er redaktør på Ugebladet Hørsholm. Foto: Morten Timm

REDAKTØREN MENER:

Et slag er vundet - hvad med krigen?

Kommunalbestyrelsen har en kontraproduktiv måde at opfatte begrebet samarbejde på

Af
Fred Jacobsen

Kan man stemme nej den ene dag og ja den næste uden at ændre holdning?

Sagtens. Når man sidder i kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti i Hørsholm og lader sig lokke ud på isen for at forklare, hvorfor man nu stemmer anderledes uden at ændre holdning.

Charlotte Kirchheiner og Mai Allin Thorup kunne ikke stå for fristelsen, da Dansk Folkepartis Glen Madsen på det seneste møde i kommunalbestyrelsen krævede svar på, hvad der havde flyttet sig hos de 12 byrådskolleger, der stemte imod 17. juni og nu endte med at stemme for et § 14-forbud mod byggeri af et tofamilieshus på Hulsøvang 20 i Rungsted.

"Jeg har ikke ændret holdning. Man træffer jo et valg ud fra de forhold, der var gældende på det tidspunkt," forsøgte Charlotte Kirchheiner sig med en forklaring. Det gjorde Mai Allin Thorup også:

"Jeg har heller ikke ændret holdning. For nu kan der bygges præcist det samme hus, bare til én familie," lød hendes forklaring.

Ordvekslingen var egentlig mere underholdende end substantiel. Og den er på mange måder udtryk for denne kommunalbestyrelses kontraproduktive måde at opfatte begrebet samarbejde på. Især når publikumsstolene er fyldt op - og det har de været ved alle tre behandlinger af Hulsøvangsagen - udstiller dette bystyre sin manglende evne til at samles om det, en kommunalbestyrelse jo skal: Styre kommunen til gavn for borgerne.

Der har i denne periode udviklet sig en usund kultur, hvor tilgangen til forhandlinger, der skal føre til de konkrete resultater, er den samme som til en boksekamp: Bare vi vinder en omgang mere end modstanderen, så har vi vundet.

Set i det lys fører den såkaldte opposition klart på point: Med Anne Ehrenreich i front som en anden Jeanne d' Arc, der på sit korstog rider rundt i Hørsholm og kæmper de svage naboers sag, der måtte bede hende om det. Hulsøvang-sagen og senest arealoverførsler hos udvalgsformand Jan Klit og andre steder i byen, er vundne slag, hun for så vidt kan skrive på sit cv. Hvor der blev flyttet noget.

Ikke fordi jeg bryder mig om krigsretorik overhovedet. Men hvad med krigen?

Der har i denne periode udviklet sig en usund kultur, hvor tilgangen til forhandlinger, der skal føre til de konkrete resultater, er den samme som til en boksekamp

Politikerne må spørge sig selv, om det nødvendigvis gavner lokalsamfundet som et hele, at en håndfuld utilfredse naboer - vel at mærke med imponerende 900 underskrifter i ryggen - 'vælter' et tofamiliehus eller at der går udvalg i en jordhandel mellem to naboer, der i øvrigt er enige om det?

Krigen - og en opfyldelse af kommunalbestyrelsens i bund og grund ædleste formål - er først vundet, hvis dette ender med klokkeklare lokalplaner.

Og de rummer ofte lige så mange begrænsninger som muligheder.

Så når man på den ene side ønsker at stoppe tofamliehuse i et bestemt kvarter i byen, så skal man også tage stilling til - og blive enig om - hvad det så er, man vil have. Enfamiliehuse i samme størrelse, for eksempel? Forbud mod glaserede tagsten? Krav om bøgehække?

Som så mange andre, der har fulgt sagen om Hulsøvang og har haft en mening om den, viste borgmesteren tydelige træthedstegn, da han - modvilligt - stemte for et § 14-forbud - og stillede et centralt spørgsmål:

"Hvad kan vi så blive enige om?"

Jeg ved ikke helt, om det ligefrem bliver spændende at følge den sagsbehandling, der her er lagt op til. Men udsigten til en række lange og gabende uinteressante og kedelige kommunalbestyrelsesmøder er en anelse skræmmende.

Med mindre altså sagen her ender med en lille, helt konkret lokalplan alene for Hulsøvang 20.

Indtil da væbner vi os med tålmodighed tålmodighed.

Venlig hilsen

Fred Jacobsen, redaktør

Publiceret 15 October 2019 18:00