Anne Bjerrekær, direktør på Det Grønne Museum, viser den beskedne udstilling af strand- og havjagt, som vises lige nu med genstande fra Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm. Foto: Morten Timm

Anne Bjerrekær, direktør på Det Grønne Museum, viser den beskedne udstilling af strand- og havjagt, som vises lige nu med genstande fra Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm. Foto: Morten Timm

Flytning til 72 millioner:

Jagt- og Skovbrugsmuseet er stadig gemt langt væk på Djursland

Efter den politiske tvangsflytning af Jagt- og Skovbrugsmuseet i 2016 ligger genstandene fra Hørsholm stadig gemt væk i et magasin ved Gammel Estrup. "Forargerligt," siger en museumsgæst. "Men det kommer frem i nye udstillinger," lover Anne Bjerrekær, direktør for Det Grønne Museum

Af
Morten Timm

"Vi er temmelig forarget. Nu har de lukket så dejligt et museum i Hørsholm og flyttet det til Jylland, og da vi kommer over for at se det, er der nærmest ingenting."

Sådan siger en fortørnet Stella Hatting Haagensen efter hun med sin mand, Bjarne, var på Djursland for at se, hvordan effekterne fra Jagt- og Skovbrugsmuseet egentlig er udstillet i Gammel Estrup.

Især hendes mand, der er med i et knivlaug, har altid været glad for Jagt- og Skovbrugsmuseet og en flittig gæst.

"Vi spurgte nogle frivillige på museet, og de oplyste os, at det aldrig var pakket ud og stadig stod i store containere nede på havnen. Ingen af dem kunne sige om det overhovedet ville blive pakket ud," fortæller Stella Hatting Haagensen.

"De forstod godt vores forargelse, men der var bare ikke plads til andet end nogle enkelte ting, fortalte de os".

Det skuffede par fandt dog et lille udstillingsområde med en båd og noget om havjagt fra Jagt- og Skovbrugsmuseet.

Farvel med fakkeltog

Det var efter massive borgerprotester, at Hørsholm for tre år siden mistede Jagt- og Skovbrugsmuseet. En politisk tvangsflytning af den daværende Venstre-regering med kulturminister Bertel Haarder som det eksekverende bolværk. Museet skulle til Djursland som en del af den omfattende udflytning af statslige arbejdspladser.

Med fakkeltog og fyrværkeri sagde byens borgere i december 2016 et vemodigt og stemningsfuldt farvel til det populære museum på Folehavevej. De følgende år skulle museets over 19.000 udstillingsgenstande pakkes ned og køres til Gammel Estrup for at blive fusioneret med det daværende Landbrugsmuseum, der siden har skiftet navn til Det Grønne Museum.

Allerede i 2015 - da museumslukningen var en realitet - besøgte Ugebladet Gammel Estrup for at vise, hvor Jagt- og Skovbrugsmuseet skulle hen. Vi har nu igen været et smut på Djursland for at få vished om de mange jagt- og skovbrug-effekter fra Hørsholm.

Forstår skuffelsen

Anne Bjerrekær, direktør for Det Grønne Museum, fortæller, at de i foråret og efteråret 2018 har taget imod 82 flyttebiler fra Jagt- og Skovbrugsmuseet. Alle udstillingsgenstande og effekter er nu opbevaret i et nybygget magasin nogle kilometer fra museet.

Blot to medarbejdere fulgte med over, og i dag er det kun Helle Seerup, der stadig er ansat.

På europaller og i montrer lavet af træpaller udstilles lidt fantasiforladt en række genstande fra Jagt- og Skovbrugsmuseet sammen med andre af Det Grønne Museums egne genstande.

En mindre udstilling om strand- og havjagt med nogle små både, lokkeænder og en stormskærm, der i en kornet optagelse viser en film om havjagt, er det eneste synlige bevis af Hørsholm.

"Jeg kan da godt forstå, at gæsterne er blevet skuffet," siger Anne Bjerrekær om Stella og Bjarnes besøg.

"Men de er faktisk kommet her over alt for tidligt, for det tager lang tid og meget planlægning at lave nye udstillinger, og vi er fortsat i gang med at planlægge nye udstillinger med genstandene fra Jagt- og Skovbrugsmuseeet og fundraise flere penge til projektet".

Mangler 10 millioner

Ifølge museumsdirektøren er der afsat otte-ti millioner til at etablere de kommende udstillinger, men der skal bruges 20 millioner kroner, og der arbejdes hårdt på at få finansiering fra fonde.

"Vi har konceptet klar, og vi er rigtig utålmodige. Men det er meget dyrt at lave en udstilling på internationalt niveau. Det er noget, vi har arbejdet med i to år nu, og jeg forventer, at vi har de nye udstillinger klar i slutningen af 2020 eller først 2021 med genstande fra Jagt- og Skovbrugsmuseet," oplyser Anne Bjerrekær.

Stella og Bjarne og andre fans af Jagt- og Skovbrugsmuseet skal dog ikke forvente et diorama med den berømte urokse - eller 400 kvadratmeter udstilling én til én med det, der var i Hørsholm.

"Jagt- og Skovbrugsmuseet er lukket, og det kræver noget helt andet i dag at lave en udstilling, hvor der skal bruges nogle helt andre greb. Folk har i dag høje forventninger til at gå på museum og få en oplevelse. Vores ambition er at nå ud til endnu flere mennesker - og helt nye målgrupper - og ikke kun lave en udstilling for dem, der vil være kommet alligevel," forklarer Anne Bjerrekær overfor Ugebladet.

Samtidig skal de - som Det Grønne Museum - forene det historiske indenfor både jagten, skoven, landsbruget, maden samt hele det grønne og bæredygtige i Danmark.

Flytning var det rigtige

Hun meddeler, at flytteregningen endte på 72 millioner kroner - som den i øvrigt var budgetteret til - og det er inklusiv en ny magasinbygning og omkring ti millioner til etablering af nye udstillinger.

Alligevel mener Anne Bjerrekær, at det var en rigtig beslutning at samle de to museer på Djursland.

"Vi lever i en anden tid, og det vil være svært at løfte for et museum alene at indrette sig på fremtiden. Der er helt klart en fordel at lægge to museer sammen," fastslår hun.

Hun anerkender, at der kan være et videnstab, men omvendt kommer der hurtigt nogle nye og fylder det ud - og gør det måske på en anden måde. Og al viden om genstandene er jo forankret i databasen.

Anne Bjerrekær fulgte med i den ophedede debat omkring flytningen af Jagt- og Skovbrugsmuseet, og den er heller ikke lagt helt død, kan hun fortælle.

"I ny og næ får vi stadig små spydigheder på vores Facebook-side om, at vi har ødelagt deres museum. Jeg håber, at vi kan afslutte det helt, når vi åbner de nye udstillinger."

Efter forskrifterne

Anne Bjerrekær afviser, at genstandene fra Jagt- og Skovbrugsmuseet på noget tidspunkt har stået i containere på en havn. Otte konservatorer var med til at pakke tingene ned i Hørsholm, og alt er foregået efter alle forskrifter - med frysekonservering inden det blev sat ind i det nye magasin.

I øvrigt har Det Grønne Museum sat gang i arbejdet med en bog om Jagt- og Skovbrugsmuseet.

Publiceret 05 November 2019 11:30