En begejstret borgmester lytter til sin kommunaædirektør Pernille Halberg Salamon under fødselsdagsreceptionen.

En begejstret borgmester lytter til sin kommunaædirektør Pernille Halberg Salamon under fødselsdagsreceptionen. Foto: Morten Timm

SE BILLEDERNE:

Da den begejstrede borgmester blev hyldet

Rådhusets kantine var pakket tæt, da kommunalbestyrelsen holdt fødselsdagsreception for deres politiske chef

Af
Morten Timm og Fred Jacobsen

Hørsholms borgmester gennem snart ti år misser sjældent en lejlighed for at udtrykke sin begejstring - på egne og på kommunens vegne.

Søndag rundede han et personligt hjørne, da han fyldte 50 år. En begivenhed, der tirsdag eftermiddag fik mange mennesker fra nær og fjern til at valfarte til den fødselsdagsreception, kommunalbestyrelsen havde stablet på benene for deres politiske chef.

Og da de talrige taler var overstået kunne en synligt begejstret borgmester takke for de mange rosende taler - og gå i krig med at undersøge et bugnende gavebord. Slotved måtte dog igennem en masse ros, inden han nåede så langt.

Mega social

"Du spiller os gode, men er alligevel så meget strateg, at du kan køre os rundt i manegen og få din vilje til sidst alligevel," lød viceborgmester Henrik Klitgaards (R) karakteristik af Slotved - og kommunaldirektør Pernille Halberg Salamon fremhævede borgmesterens sociale kompetencer.

"Du er mega social, og du kan godt lide mennesker," sagde kommunaldirektøren blandt andet.

Den socialdemokratiske gruppeformand Niels Lundshøj var i samme spor som Henrik Klitgaard.

"Du er min borgmester, og det er jeg stolt af, " lød det fra Lundshøj.

Rap i replikken

Søren Pape, formand for Det Konservative Folkeparti, ville i sin tale ikke afsløre så meget af, hvad de snakkede om internt i partiet, men han mente dog, at Morten Slotved - på trods af sin sydjyske herkomst - som regel har svar parat.

"Du kan være rap i replikken, som kom du fra stenbroen," lød det fra Pape, der beskrev sin partifælle som "positiv, konstruktiv, engageret og rigtig god at holde møder med".

Blandt talerne var også formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget, Nadja Maria Hageskov, Ugebladets redaktør Fred Jacobsen og rektor på Rungsted Gymnasium, Ruth Kirkegaard.

Sidstnævnte havde en 'voksengave' med og også en gave fra elevrepræsentanterne i skolens bestyrelse, hvor Slotved er formand, en hættetrøje.

"Jeg skal hilse fra eleverne og sige, at de opfatter dig som ret ungdommelig af en 50-årig at være. Men den her vil holde dig ung længere endnu," sagde Ruth Kirkegaard.

Slotved selv trak i sin takketale paralleller til sin fortid i IBM og funderede over, hvad forskellen er at være chef i en privat virksomhed sammenlignet med en kommune.

"Egentlig ikke så meget. Men i den private virksomhed kan man vurdere et produkt og fjerne det, hvis det ikke giver mening. I en kommune er der en masse skal-opgaver. Vi kan ikke bare sige, at vi ikke vil hjælpe udsatte unge," sagde Slotved.

Publiceret 06 November 2019 17:30