May-Britt Kattrup har ikke opgivet drømmen om igen at komme i Folketinget.

May-Britt Kattrup har ikke opgivet drømmen om igen at komme i Folketinget. Foto: Fred Jacobsen

Kattrup og LA:

Løber man når det er svært opnår man intet

Efter valgnederlaget beskæftiger May-Britt Kattrup sig nu med LA-aktiviteter og byder på flæsk og visioner i Restaurant Skovhus

Af
Fred Jacobsen

Den 6. juni vågnede May-Britt Kattrup hjemme på gården i Donse til en ny tilværelse: Væk var jobbet som medlem af Folketinget, væk var et job, der var mere end et fuldtidsjob.

"Min søn har sagt, at det er dejligt, at jeg er kommet hjem igen. Det tænkte jeg egentlig ikke på den gang," husker den snart 57-årige ex-MF'er tilbage.

Valget blev noget rigtig skidt for hende personligt og katastrofalt for Liberal Alliance, der efterfølgende også har været hærget af interne magtkampe. Torsdag kulminerede de foreløbigt, da Liberal Alliances (LA) tidligere minister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, meddelte, at han har nu stiftet et nyt borgerligt parti med navnet Fremad - efter at han i oktober forlod partiet og blev løsgænger.

Opbakning til formand

Den vej går May-Britt Kattrup ikke, forsikrer hun.

"Det bliver selvfølgelig en svær kamp, men når man løber, fordi ting bliver vanskelige, så opnår man intet," siger hun til Ugebladet og slår fast, at hun er borgerlig og liberal og bakker op om partiformand Alex Vanopslagh - og at hun fortsat er folketingskandidat for Liberal Alliance. Og at hun gerne vil tilbage i Folketinget.

"Og jeg håber da på, at det bliver til næste valg," lyder det fra May-Britt Kattrup, der igen understreger, at det bliver svært.

Flæsk og visioner

I mellemtiden er hun med til at holde gang i hjulene i LA og beskæftiger sig med organisatorisk arbejde og arrangementer. Hun er således med til at planlægge et arrangement for partiet hver tredje måned i Nordsjælland.

Et af dem finder sted onsdag 20. november i restaurant Skovhus i Hørsholm, hvor blandt andet partiformand Alex Vanopslagh er en af paneldeltagerne.

"Arrangementerne beskæftiger sig primært med nationale emner, men der bliver også plads til at høre, hvordan LA arbejder lokale," fortæller May-Britt Kattrup, der selv er moderator den aften.

Ud over partiformanden deltager byrådsmedlemmerne fra henholdsvis Hørsholm og Fredensborg, Jakob Nybo og Charlotte Bie, plus Otto Brøns-Petersen, analysechef i den liberale tænketank Cepos. Han vil sige noget om klimarealisme og økonomi mens partiformand Vanopslagh fremlægger LA's politik og visioner.

Som det så ofte er med politiske arrangementer i Rastaurant Skovhus, er der mulighed for at sikre sig en gang stegt flæsk

Publiceret 08 November 2019 07:15