KAR-stenen ud for bygning 201, 'Intelligensen', i Oksbøl, hvor Dansk Artilleri Regiments ledelse hører til.

KAR-stenen ud for bygning 201, 'Intelligensen', i Oksbøl, hvor Dansk Artilleri Regiments ledelse hører til. Foto: Privat

Missionen fuldført:

Nu er KAR-stenen på plads

Halvandet år efter sin første efterlysning var Lars Clausen med, da stenen fikt sig et nyt hjem

Af
Fred Jacobsen

Indrammet af militærmusik, salut, champagne og taler endte KAR-stenen, der tidligere stod på Sjælsmark Kaserne, forleden sin noget omtumlede rejse og har nu fået sin faste hædersplads hos Danske Artilleri Regiment (DAR) i Oksbøl i det sydvestlige Jylland. Lige uden for bygning 201 - blandt folket kaldt 'Intelligencen', fordi det er det, regimentets ledelse holder til

Og Lars Clausen fra Humlebæk, tidligere overkonstabel på Sjælsmark Kaserne, kan nu med sindsro, stolthed og masser af glæde sige: "Mission accomplished".

"Min kone og jeg kom til Oksbøl på dagen, hvor de fejrede regimentets ti års jubilæum. Jeg havde det nyrenoverede skjold med, og det blev monteret på stenen mens festlighederne fandt sted," fortæller en glad Lars Clausen, der siden foråret sidste år har arbejdet ihærdigt på, at stenen igen skulle få sin plads i det rette miljø.

"Jeg skal som noget af det første takke Hørsholm Kommune for deres velvilje og deltagelse ved flytningen af selve stenen. Uden kommunens hjælp var det gamle symbol fra dengang, der var et artilleriregimet i kommunen, aldrig kommet afsted til det jyske," fortæller Lars Clausen.

Efterlysning gav pote

Stenens historie er i korte træk, at den efter lukningen af Sjælsmark Kaserne blev placeret på en skråning ved parkeringspladsen ved Nordsjællands Brandvæsen i Kokkedal.

Her stod den upåagtet, indtil Lars Clausen opdagede den ved en tilfældighed. Han er ansat i beredskabet i København og var på kursus i Hørsholm, da han pludselig så 'sin' regimentsten. Uden det skjold, der tidligere prydede stenen. Lars blev straks grebet af tanken om at få den gjort i stand og finde et værdigt sted til den.

Her kan interesserede få lidt mere at vide om stenens historie.

Her kan interesserede få lidt mere at vide om stenens historie. Foto: Privat

Han efterlyste Skjoldet i Ugebladet, og kort efter ringede to mænd på hjemme hos Lars og spurgte om han gav en kop kaffe. Han genkendte dem som tidligere kolleger på kasernen. Hvad han imidlertid ikke vidste, var, at de to mænd nogle år før havde opdaget stenen med det dengang ramponerede skjold. De pillede det af og tog det med hjem. Og skjoldet har så ligget i en sort plastikpose i en kælder, indtil de to så efterlysningen i Ugebladet og troppede op hos Lars Clausen.

Han indledte straks en indsamling for at få penge til at renovere skjoldet, kontaktede Oksbøl for at se, om de ville have stenen og fik Hørsholm Kommune med på at medfinansiere flytningen af den fem tons tunge sten til Oksbøl.

Hædret med chef-mønt

Efter jubilæumsfejringen blev Lars Clausen, hans kone og en snes andre gæster inviteret til en ceremoni hos DAR-chef, Oberst Torben Dixen Møller. Han understregede i en lille tale, at KAR-stenen er "et vigtigt mindesmærke for artilleriets tid i Hørsholm og på Sjælland". Der blev skålet i et glas champagne, og Lars Clausen fik i den forbindelse overrakt DAR-chef-mønten som en personlig anerkendelse. Oven i købet som den første.

"Det er da et klap på skulderen," lyder det fra en glad og stolt Lars Clausen, der også er glad for stenens placering.

"Den står et sted, hvor der er passerer en masse mennesker forbi hver dag."

Publiceret 11 November 2019 08:00