Erik Dahl Kjær ved siden af mamuttræet i området med de nordamerikanske træarter. Foto: Anders Dall

Erik Dahl Kjær ved siden af mamuttræet i området med de nordamerikanske træarter. Foto: Anders Dall

Omringet af 1400 træarter:

”Det vigtigste er at gå rundt, snuse og fange atmosfæren”

Duftende hjerteblade, et californisk mamuttræ og 1400 forskellige træarter skaber et helt særligt miljø i Arboretet

Af
Anders Dall

Den særlige duft kommer fra de hjerteformede blade. Sætter sig som en krydret fornemmelse i næsen, når professor i træers genetik, Erik Dahl Kjær fra Københavns Universitet, nærmer sig gruppen af japanske hjertetræer i Arboretet.

I starten af oktober er duften endnu ikke så karakteristisk, men den er der, og bladene forstærker den i takt med, at træerne smider sine gule hjerter på jorden, forsikrer professoren.

”På tysk kalder man hjertetræet for kuchenbaum. Jeg ved ikke, om det dufter af kage. Nogen siger, det dufter af candyfloss. Det er sådan en særlig krydret duft. Jeg kan sagtens dufte det nu, men nu ved jeg også, hvad jeg skal dufte efter,” siger Erik Dahl Kjær.

Hjertetræerne udgør et glimt af den samling på cirka 1400 træarter, der findes i Arboretet. Ved siden af hjertetræerne står en gruppe valnøddetræer, som områdets egern har et godt øje til, når de dumper ned, og sådan folder træarterne i Arboretet sig ud.

Fra løn og lindetræer til ask og egearter. Her kan du gå på opdagelse i birk, bøg og benved, studere et californisk kæmpetræ i området med nordamerikanske træarter eller nøjes med at betragte høstfarver og lytte til vindens susen i træerne.

”Man kan komme her og gå en tur og opleve stemningen og se farverne, og man kan også komme og være interesseret i særlige træarter,” siger Erik Dahl Kjær.

Undervisning

Dem er der mange af i Arboretet, der blev oprettet i 1936 og i dag ejes af 15. Juni Fonden. Den almennyttige fond stiller Arboretet til rådighed for Københavns Universitet, som bruger samlingen til undervisning og forskning. Her bliver de studerende på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning undervist i skovbrug, havebrug og landskabsarkitektur.

Erik Dahl Kjær viser, hvordan træer og buske i samlingen er registrerede og bærer et skilt med informationer om den pågældende art som både henvender sig til de studerende og det almindelige publikum.

”Vi har en side af skiltet til det almindelige publikum, og så har vi en side med nogle mere tekniske ting målrettet de studerende,” siger han.

Mange lag

At der også bliver lagt vægt på at fortælle om samlingen udadtil kommer blandt andet til udtryk, når Erik Dahl Kjær eller de studerende giver guidede ture, hvor nysgerrige sjæle kan blive klogere på de forskellige træarter.

”Vores ambition er, at man kan opleve det på mange måder. Der er mange lag, og man bliver aldrig træt. Jeg kom her første gang som studerende i 1983 og tænkte: Hvad er det her for et sted, det er da for vildt. Og nu står jeg her alle de mange år efter, og jeg er slet ikke færdig. Jeg oplever nye ting hele tiden,” siger professoren.

”Det vigtigste er at gå rundt, snuse og fange atmosfæren,” tilføjer han om forudsætningen for rigtigt at få en ide om, hvad Arboretet er for et sted.

Publiceret 13 November 2019 19:45