Sidste år tog Marlene Hammerborg skridtet og flyttede forretningen fra Usserød Kongevej 7B længere op ad gaden på den attraktive og meget synlige placering i krydset ved Hørsholm Allé og Bybjergvej.

Sidste år tog Marlene Hammerborg skridtet og flyttede forretningen fra Usserød Kongevej 7B længere op ad gaden på den attraktive og meget synlige placering i krydset ved Hørsholm Allé og Bybjergvej. Foto: Morten Timm

Dobbelt jubilæum for ejendomsmæglernes 'grand old lady'

Estate-mægler Marlene Hammerborg kan fejre 30 års jubilæum for både sig selv og sin forretning

Af
Morten Timm

Ejendomsmægler Marlene Hammerborg har slet ikke tal på, hvor mange huse og ejendomme i Hørsholm og Rungsted, hun har solgt gennem karrieren.

For slet ikke at tale om, hvor mange lokale ejendomme, hun har besøgt. Men hun ved, at der stadig er tre drømmehuse i lokalområdet, hun ikke har været inde i, og som hun håber, at hun kan få lov til at besigtige en dag.

"Ellers har jeg været der," siger Marlene Hammerborg, der trods sin bare 51 år allerede kan fejre 30 års jubilæum som ejendomsmægler og godt vil betegne sig som branchens grand old lady i Hørsholm.

Og der er tale om dobbelt jubilæum. For den butik hun har ejet siden 1999 - først i partnerskab med Lars Busk, derefter Ditlev Juul og siden 2015 alene - har også eksisteret i 30 år (frem til 2003 var det Scheel & Orloff - red.)

Marlenes hjemstavn

Det var i 1989 hun begyndte som ejendomsmægler i Charlottenlund og kom til Hørsholm i 1991. Først hos Scheel & Orloff, dernæst i en årrække hos den kendte ejendomsmægler Vita Rasmussen i Kongevejscentret, inden hun i 1997 vendte tilbage til Scheel & Orloff-forretningen.

Og her er hun blevet siden. Først i partnerskab med Lars Busk, hvor de ligeledes havde butik i Allerød og Lyngby, og senere - efter den blev til Estate - sammen med Ditlev Juul, hvor de også havde butik i Humlebæk.

Marlene Hammerborgs kontor på Usserød Kongevej har ikke kun en god beliggenhed i et af byens trafikknudepunkter. Det er også elegant og hjemligt indrettet.

Marlene Hammerborgs kontor på Usserød Kongevej har ikke kun en god beliggenhed i et af byens trafikknudepunkter. Det er også elegant og hjemligt indrettet. Foto: Morten Timm

Sidste år tog hun skridtet og flyttede forretningen fra Usserød Kongevej 7B længere op ad gaden på den attraktive og meget synlige placering i krydset ved Hørsholm Allé og Bybjergvej. Her handler det også om beliggenhed.

Marlene Hammerborg er inkarneret Hørsholmborger, og byen er virkelig hendes hjemstavn. Hun elsker ikke kun området, hun elsker også sit job, fordi hun altid møder en masse mennesker - og der aldrig er to dage, der er ens, selvom der nogle gange kan gå en måned, hvor hun slet ikke er udenfor kommunegrænsen.

"Jeg oplever jo alle facetter af Hørsholm. Lige fra den 1-værelses lejlighed på 28 m² på Gasværksvej til de store strandvejsvillaer, og jeg har også solgt samme ejendom flere gange, og jeg føler, at jeg kommer tæt på lokalmiljøet," siger 30 års jubilaren.

Udvikling

Hun sætter også en stor ære i at gøre sig umage hver eneste gang og holde sig opdateret. Uanset kvadratmeter og beliggenhed.

"Jeg mener sagtens, at du kan være i udvikling, selvom det er det samme sted, du er," mener Marlene Hammerborg og afslører, at hun også er lidt af en fagidiot.

"Jeg er meget nysgerrig og interesseret i arkitektur, æstetik i omgivelser, beliggenhed og indretning - og de muligheder det kan give for en ejendom".

For Hørsholm som helhed er der meget at glæde sig over - fx landets bedste skoler - men hun mener også, at der er brug for flere ældre boliger og gode boliger til børnefamilier for at kunne fastholde byens position på markedet.

Marlene Hammerborg elsker ikke kun Hørsholm, hun elsker også sit job som ejendomsmægler, fordi hun altid møder en masse forskellige mennesker.

Marlene Hammerborg elsker ikke kun Hørsholm, hun elsker også sit job som ejendomsmægler, fordi hun altid møder en masse forskellige mennesker. Foto: Morten Timm

Ikke på 2008-niveau

Desværre har Hørsholm - som et af de få områder - ikke nået op på prisniveauet fra før finanskrisen i 2008, og det kan bekymre Marlene Hammerborg.

"En del af forklaringen er logistik og afstanden til København. Her ligger Hørsholm lige det stykke for langt væk, som nok gør, at de områderne tættere på er i højere kurs for familier, hvor begge parter arbejder i København," vurderer Marlene Hammersborg.

Hun krydser fingre for, at børnefamilier i højere grad vil vende blikket mod Hørsholm og de mange muligheder, der faktisk er her i kommunen.

I anledning af sit 30 års dobbeltjubilæum har Estate-mægleren en konkurrence kørende, hvor hun udlodder en præmie med designerlamper af selveste Jo Hammerborg.

Og ja, det er hendes far.

Publiceret 19 November 2019 16:00