I fraværet af flere faste spillere har unge Mathias Bæk vist sit værd for Hørsholm 79ers, efter han for anden kamp i træk noterede sig for over 10 point.

I fraværet af flere faste spillere har unge Mathias Bæk vist sit værd for Hørsholm 79ers, efter han for anden kamp i træk noterede sig for over 10 point.

Hørsholm sat på prøve i nederlag

Hørsholm 79ers-herrerne er ramt af skader for tiden, og ondt blev værre, da Mikael Vincents Nielsen måtte udgå skadet i 89-71-nederlaget til Bakken Bears

Af
Joachim Weichel

Herrerne hos Hørsholm 79ers har ikke haft heldet med sig på det seneste, hvor lazarettet i katakomberne af Hørsholmhallen har vokset sig større og større. I indledningen af opgøret mod Bakken Bears blev situationen forværret, da den danske profil Mikael Vincents Nielsen måtte udgå skadet.
Selvom flere af de unge spillere for Hørsholm gjorde en fin figur i de faste spilleres fravær, udnyttede Bakken-holdet den manglende rutine til at trække fra Hørsholm, og efter 15 minutter førte de 41-17. Selvom det unge Hørsholm-hold fik barberet føringen væsentligt ned, lykkedes det dem aldrig at komme inden for rækkevidde af sejren, som Bakken løb med i form af en 89-71-sejr.

Attituden manglede

Efter opgøret var Hørsholm-træneren Rafa Monclova ude med riven over for sine spillere, som ifølge ham ikke havde den rette attitude på dagen, og det var i højere grad skyld i nederlaget, end skaderne var det.
"Jeg synes, vi kommer ud og spiller som om, vi er for små. Vi spiller bange og uden attitude, og når du spiller uden attitude, kan du ikke konkurrere med sådan et hold som Bakken," lød det fra den spanske cheftræner ovenpå den utilfredsstillende præstation.
Nu kan Hørsholm-herrerne slikke sine sår, inden kampprogrammet igen byder på en stor udfordring, når ligaens tophold, Horsens, kommer på besøg onsdag aften.

Bakken Bears 89 Hørsholm 79ers 71 (29-14, 22-18, 23-23, 15-16)

Hørsholm:

Jyles Cameron Smith 21, Mathias Bæk 12, Marvin Dominique 12, Asbjørn Midtgaard 11, Emil Hjorth 8, Frederik Hougaard Nielsen 7

Publiceret 15 January 2017 15:00