Forsvarsstyrmanden hos Hørsholm 79ers, Line Piechnik, fik hanket op i sine forsvarskollegaer mod Aabyhøj, og det var med til at sikre sejren.

Forsvarsstyrmanden hos Hørsholm 79ers, Line Piechnik, fik hanket op i sine forsvarskollegaer mod Aabyhøj, og det var med til at sikre sejren.

Hørsholm tog pligtsejr i slutminutterne

Det var først i kampens sidste fem minutter, at Hørsholm 79ers-damerne fik lagt afstand til ligabundholdet Aabyhøj, som blev slået 50-67

Af
Joachim Weichel

Basketballdamerne fra Hørsholm 79ers har været godt kørende i denne sæson, og i weekenden fortsatte Hørsholm-holdet, at man kan regne med dem i toppen af ligaen. Selvom spillet aldrig nåede de højder, som det har nået tidligere på sæsonen, fik de kørt en pligtsejr hjem i kampens sidste fem minutter mod hjemmeholdet Aabyhøj, der holder til på Dameligaens sidsteplads.
Her trådte Hørsholm-forsvaret nemlig i karakter og tog fra sig, og det gjorde, at Hørsholm endte med at køre 50-67-sejren sikkert hjem.

Skal være klar til alle kampe

Efter kampen pointerede Hørsholm-træner Jesper Krone, at ligaen er utrolig jævnbyrdig i år, og selvom Aabyhøj ligger på sidstepladsen, skal man være klar fra starten af kampene. Det lykkedes ikke for hans hold, der først viste niveauforskellen på de to hold i kampens afsluttende fase.
"Vi får ikke lagt helt nok pres på i forsvaret før til sidst, hvor vi får kørt sejren hjem," sagde Hørsholm-træneren, der endnu engang glædede sig over, at forsvaret var med til at sikre holdet fuldt udbytte af en kamp.
Dermed indtager Hørsholm-damerne Dameligaens andenplads, men den placering kan komme i fare i de to kommende kampe, hvor ligaens første- og tredjeplads er modstanderne, nemlig BK Amager og Virum GO DREAM. Begge kampe er på udebane.

Aabyhøj IF 50 Hørsholm 79ers 67 (15-17, 18-21, 6-10, 11-19)

Hørsholm:

Maryah Sydnor 19, Line Piechnik 14, Sara Forsman Pedersen 11, Emilie Bornemann 6, Ivana Jovanovic 6, Sandra Lind Þrastardóttir 4, Lena Svanholm 3, Amalie Langer 2, Marie-Louise Blyme 2

Publiceret 23 January 2017 13:00