SønderjyskE's Martin Eskildsen scorede et af sine to mål og var dermed med til at sænke mestrene fra Rungsted Seier Capital.

SønderjyskE's Martin Eskildsen scorede et af sine to mål og var dermed med til at sænke mestrene fra Rungsted Seier Capital. Foto: Thomas Sjørup (Ritzau/Scapix)

Til bunds:

Rungsted er slet ikke kommet i gang

Første hjemmekamp mod SønderjyskE førte til nederlag på 2-5 efter god start

Af
Fred Jacobsen

Starten var mesterlig, afslutningen jammerlig.

Så kort kan Rungsted Seier Capitals første hjemmekamp i Metalligaen mod SønderjyskE opsummeres. Og igen blev temaet: Uudnyttede chancer.

Dem var der nok af i første og dele af anden periode, hvor de forsvarende mestre var hurtigst og bedst og sagtens kunne have bragt sig mere foran end 2-0 efter starten af anden periode.

SønderjyskE åd sig dog mere og mere ind i kampen, og specielt i tredje periode kollapsede det helt for hjemmeholdet: Gæsterne tog godt og grundigt revanche for sidste sæsons fire finalenederlag på stribe, vandt perioden med 4-0 og kampen med 5-2.

Kampen efterlader Rungsted på Metalligaens sidsteplads efter tre kampe, hvor det kun er blevet til et enkelt point i 2-3 nederlaget i overtid i Herning.

Næste opgave ser ikke specielt nem ud for Rungsted, der møder rækkens førende hold, Aalborg Pirates fredag aften i Aalborg.

FAKTA

Rungsted Seier Capital-SønderjyskE 2-5 (1-0), (1-1), (0-4)

  • 1-0 Shane Hanna (Mario Lucia, T.J. Moore), 1:43
  • 2-0 Mario Lucia (Shane Hanna, N. Rosenthal) 21:45
  • 2-1 Daniel Nielsen 29:21
  • 2-2 Martin Eskildsen 43:23
  • 2-3 Philip Lane 46:49
  • 2-4 Martin Eskildsen 52:22
  • 2-5 Daniel Nielsen 58:35
  • Udvisninger: Rungsted 4 x 2 min., SønderjyskE 4 x 2 min plus 1 x 10 min.

Publiceret 18 September 2019 08:30