Hørsholm 79ers indleder sæsonen i dag kl. 14 i Hørsholmhallen mod Aabyhøj. Her fra en tidligere kamp mod det århusianske hold.

Hørsholm 79ers indleder sæsonen i dag kl. 14 i Hørsholmhallen mod Aabyhøj. Her fra en tidligere kamp mod det århusianske hold. Arkivfoto

79ers vil have bronzerevanche i premierekamp

Basketkvinderne med sæsonstart i Dameligaen på hjemmebane mod sidste års bronze- og pokalvindere fra Aabyhøj

Når Hørsholm 79ers og Aabyhøj i dag lørdag tørner sammen i sæsonpremieren i Dameligaen, er det en gentagelse af sidste sæsons bronzekamp, der også blev spillet i Hørsholm.

På trods af at holdnavnene er de samme, er der alligevel sket meget siden april.

Mens århusianske Aabyhøj har fået ny mand i trænersædet med Thomas Johansen, der har afløst årets træner Michael Niebling og i det store hele kører med samme spillertrup, så har Hørsholm stadig samme træner, Jesper Krone, men tilgengæld skiftet godt ud i truppen.

Væk er veteranerne Maria Forsman og Emilie Bornemann, der har valgt at holde pause i karrieren, mens Emilie Bæk er rejst til USA for at spille på college, og der er kommet to nye amerikanske spillere.

"Jeg synes, vi ser spændende ud," siger Jesper Krone før sæsonpremieren, hvor der naturligvis er bronzerevanche i luften.

"Vi har lidt ændringer i truppen fra sidste år. Der sker jo nogle gange det, at der er spillere, der stopper af diverse årsager, og det er naturligt. Heldigvis er vi gode til at producere spillere i ungdomsrækkerne, der er klar til at træde til, og vi ser gode og harmoniske ud," mener 79ers-træneren.

Skadet anfører - nye profiler

Gritt Ryder er stadig holdkaptajn, men er stadig ude efter en skade med landsholdet i august. I hendes sted vil nogle af profilerne være de to nye amerikanere; skytten Sidney Rielly og centeren Alyssa Rader, samt den 33-årige veteran Ivan Jovanovic, Marie Louise Blyme og Josephine Tullin.

Til at bakke dem om er holdet pakket med lokale talenter, født mellem 1999 og 2002. Enkelte af dem, som Kristine Risager og Katrine Horneman, har spillet roller på holdet i sidste sæson, mens hovedparten af de unge spillere skal tilspille sig en rolle i Dameligaen.

Vil ikke tale om forventninger

Jesper Krone vil på forhånd ikke tale om forventninger til placering og resultater for sæsonen.

"Vores plads må tiden vide. Så længe vi er ærlige overfor os selv, vi leverer det vi skal og spiller op til vores potentiale, så kan man ikke være utilfreds. Hvis de andre så er bedre en os, så er det sådan, det er, men selvfølgelig vil vi gerne spille med, hvor det er sjovt og spille de sidste kampe i sæsonen," siger han i en pressemeddelelse.

Dameligaens åbningskamp er lørdag kl. 14 i Hørsholmhallen mellem Hørsholm og Aabyhøj.

Publiceret 28 September 2019 07:00